Danske ansatte går solo med cloud-it

Danske ansatte har ofte svært ved at vente på it-afdelingen, når det gælder om at indføre de nye netbaserede tjenester via såkaldt cloud computing.

Det er tjenester, der ligger på computere langt fra virksomhedens eget it-netværk - for eksempel nogle af Googles tjenester.

En ny undersøgelse fra it-konsulenthuset Avanade viser, at en ud af tre danske adspurgte har købt adgang til en cloud computing-løsning uden at spørge it-afdelingen først. I alt 600 personer har svaret i undersøgelsen.

Blandt de 18 lande i undersøgelsen er kun nordmænd værre til at hente cloud-løsninger uden om it-folkene.

Ifølge undersøgelsen føler de ansatte, at det er nemmere og hurtigere selv at gå til en cloud-løsning end at gå gennem it-afdelingen først.

- Danske virksomheder er ikke gode nok til at informere deres ansatte om retningslinjerne for brug af cloud computing, siger Lars-Bo Klausen, landechef for Avanade i Danmark.

6 ud af 10 danske virksomheder har ellers en politik om brugen af cloud computing. Alligevel ligger de danske virksomheder lavest både i Norden og på verdensplan, når det drejer sig om at kommunikere denne politik til de ansatte.

- Det er egentlig små virkemidler, men de gør en verden til forskel, siger Lars-Bo Klausen.

Blandt de nordiske virksomheder er det en udbredt holdning, at det er svært at håndtere de forskellige cloud-tjenester i organisationen.

I Danmark holder virksomhederne sig stadig noget tilbage med cloud-løsninger. Det kan skyldes utryghed ved sikkerheden, når data lægges ud på computere uden for virksomheden, eller manglende kontrol med it-tjenesterne.

Når de ansatte går uden om it-afdelingen, kan det ifølge it-ansvarlige både give højere udgifter og øget spredning og dermed mindre styring på it-området.

/ritzau/

Danske ansatte tager i høj grad cloud-baserede it-tjenester i brug uden at få grønt lys fra it-afdelingen.

Offentliggjort Sidst opdateret