Danske Bank-aktie går i vejret efter milliardhensættelse
Investorerne flokkes om Danske Bank-aktien trods udsigt til kæmpebøde. Usikkerheden er væk, siger analytiker.
Det kan virke underligt, at Danske Bank-aktien mandag kort før middag handles mere end 12 procent højere, end det var tilfældet dagen forinden.
I hvert fald når man ved, at bankens ledelse en time forinden har udsendt en fondsbørsmeddelelse, der varsler en bøde på 15,5 milliarder kroner i hvidvasksagen fra Estland.
Forklaringen skal formentlig findes i, at der nu er sat et mere præcist beløb på bødens størrelse. Det mener senioranalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.
- Markedet er styret af forventninger. Vi har alle vidst, at der ville komme en bøde på et tidspunkt, men ingen har vidt, hvor stor den var.
- Det, at der nu bliver sat et konkret tal på bødens størrelse, fjerner rigtigt meget usikkerhed omkring aktien, og det er vigtigt for investorerne. Nu ved de, at det ikke bliver 20 eller 25 milliarder kroner, siger analytikeren.
Han mener, at det er ret sandsynligt, at bøden ender omkring de 15,5 milliarder kroner, som Danske Bank har afsat til formålet.
- Vi har jo ventet fem år på at blive klogere på, hvor stor bøden bliver. Og når Danske Bank efter mange forhandlinger med myndighederne går ud på den her måde og sætter tal på, så er jeg overbevist om, at det nok ender et sted i det lag, siger han.
Mikkel Emil Jensen ser også andre positive elementer i dagens meddelelse.
- Danske Bank forventer, at man kan finansiere udgiften til bøden selv uden at skulle ud at låne penge, og samtidig præsterer et pænt tredjekvartalsregnskab, der er bedre end ventet, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde