Danske Bank fik milliardoverskud

Danske Bank kom ud af 2009 med et overskud efter skat på 1,7 milliarder kroner. Og det er bedre end frygtet, siger bankens ordførende direktør, Peter Straarup.

- Vi er kommet ud af det værste kriseår i årtier med et positivt resultat, der ligger over sidste års resultat. Så alt i alt er vi kommet bedre gennem 2009, end man kunne have frygtet i begyndelsen af året, siger Peter Straarup i en kommentar til regnskabet.

Analytikerne, der følger Danske Bank, havde forventet et overskud på omkring to milliarder kroner - en fordobling af resultatet fra katastrofeåret 2008.

Finanskrisen kaster stadig lange skygger over Danske Bank-koncernen. Alene for de tre første kvartaler i 2009 har banken hensat mere end 20 milliarder kroner på kunder, der ikke kan betale deres lån tilbage til banken.

Nedskrivninger på udlån udgjorde i alt for hele 2009 25,7 milliarder kroner.

Der er langt op til de resultater, som Danske Bank kunne præstere, dengang bankerne havde federe tider, og hvor banken havde op mod 20 milliarder kroner i overskud.

/ritzau/

Danske Bank kom ud af 2009 med et overskud efter skat på 1,7 milliarder kroner. Beskedent resultat i historisk perspektiv - men godt i krisetider.

Offentliggjort Sidst opdateret