Danske Bank fik overskud på 3,6 mia. kr.

Danske Bank fik et overskud før skat på 3,6 milliarder kroner i årets første halvår. Det er en fremgang på 14 procent i forhold til samme periode året før.

Indtægterne faldt med fire procent til 23,2 milliarder kroner, mens omkostningerne steg med seks procent. Nedskrivninger på udlån faldt med 28 procent til 5,6 milliarder kroner.

- Bankaktiviteterne viser fortsat robust indtjening. Vi har positive resultater på alle markeder undtagen de to irske, siger ordførende direktør Peter Straarup, Danske Bank.

Faldet i nedskrivninger på udlån skyldes bedre betingelser på markedet i både Danmark og de baltiske lande. Derimod er der fortsat svære markedsvilkår i Irland og Nordirland.

- Vi forventer, at nedskrivningerne fortsætter med at falde. På de fleste forretningsområder er nedskrivningerne nede på niveauer, som er normale eller lavere. I Danmark nærmer vi os et normalt niveau, siger Peter Straarup.

Bankens indlån og udlån lå på niveau med udgangen af 2010. I Danmark blev der foretaget nye udlån for knap 21 milliarder kroner, fordelt med godt 11 milliarder kroner til virksomheder og knap 10 milliarder kroner til private.

Banken forventer, at genopretningen af den globale økonomi vil fortsætte i andet halvår, men kun med moderate vækstrater i den vestlige verden.

De strukturelle udfordringer i sydeuropæiske økonomier og Irland samt et stort budgetunderskud i USA hæmmer stadig den økonomiske vækst og påvirker stabiliteten på de finansielle markeder, konstaterer banken.

/ritzau/

Danske Bank fik overskud på 3,6 milliarder kroner i første halvår. Det svarer til en fremgang på 14 procent.

Offentliggjort Sidst opdateret