Danske Bank forventer tocifret milliardbøde i hvidvasksag
Danske Bank regner med at skulle betale 15,5 milliarder kroner i bøde i hvidvasksag fra Estland.
Danske Bank forbereder sig allerede nu på en kæmpebøde i forbindelse med den hvidvasksag, der vedrører bankens tidligere afdeling i Estland.
Tidligere har der i regnskabet været afsat 1,5 milliarder kroner til det formål, men banken skriver torsdag i en fondsbørsmeddelelse, at man har afsat yderligere 14 milliarder kroner.
Administrerende direktør Carsten Egeriis begrunder i meddelelsen den store hensættelse:
- Drøftelserne med de amerikanske og danske myndigheder om en afgørelse af Estland-sagen er nu på et stadie, hvor Danske Bank pålideligt kan estimere den samlede økonomiske konsekvens af en potentiel fælles myndighedsafgørelse til samlet 15,5 mia. kroner.
Af meddelelsen fremgår det også, at banken håber på en afslutning på sagen inden årets udgang.
Som en konsekvens af hensættelsen foreslår bestyrelsen, at man annullerer det resterende udbytte for 2021, og at der ikke udbetales udbytte for 2022.
Danske Bank har i samme fondsbørsmeddelelse fremlagt regnskab for tredje kvartal.
Det viser et stort underskud på næsten 14 milliarder kroner efter skat i kraft af den ekstraordinært store hensættelse.
Det er væsentligt lavere end sidste års indtjening på 3334 millioner kroner i samme periode.
Bankens rente- og handelsindtægter lå højere end forventet i kvartalet, mens gebyrindtægterne omvendt var lavere, end analytikerne havde forudset.
Banken sænker sine forventninger til årets resultat, så man nu regner med et underskud på højst 5,5 milliarder kroner.
Danske Bank fastholder dog sine tidligere udmeldte forventninger til 2023.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde