Danske Bank med milliardoverskud

Trods tab på knap otte milliarder kroner kom Danske Bank ud af første kvartal 2009 med et overskud efter skat på 1,6 milliarder kroner. I samme periode året før var overskuddet på 2,6 milliarder kroner.

Det er særligt små og mellemstore virksomheder, der har givet banken tab - de tegner sig for 6,4 milliarder kroner. Tabet på otte milliarder kroner skal ses i forhold til et tab på 0,5 milliarder kroner i samme periode året før.

I et betydeligt omfang er tabene opvejet af markant øgede handelsindtægter.
- Samlet set er resultatet mindre tilfredsstillende, om end bedre end forventet, skriver banken i en pressemeddelelse.

I årets første tre måneder fik banken indtægter på 17,2 milliarder kroner, og det er det højeste niveau nogensinde i bankkoncernens historie for et enkelt kvartal. Den økonomiske situation og usikkerheden gør, at banken er tilbageholdende med gældsætning i virksomheder og husholdninger.

Koncernen har dog i første kvartal et pænt udlån til kernekunderne. I alt er der foretaget nye udlån, inklusive fornyelser, i Danmark til virksomheder og private for henholdsvis 17 og ni milliarder kroner i kvartalet og for henholdsvis 71 og 39 milliarder kroner i det seneste år.

Kernekapital- og solvensprocenten er ved udgangen af årets første tre måneder opgjort til henholdsvis 9,0 og 12,9.
/ritzau/




Trods tab på knap otte milliarder kroner kom Danske Bank ud af første kvartal med et nettooverskud på 1,6 milliarder kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret