Danske Bank tilbyder 8000 ansatte at gå frivilligt
Danske Bank vil gerne undgå at skulle fyre ansatte og tilbyder derfor en del af de ansatte frivillige fratrædelser. Foto: Free/Hovedkvarter
Free/Hovedkvarter
Ansatte i Danmark Bank tilbydes frivillige fratrædelser som led i bankens fokus på at skære i omkostninger.
En stor del af de ansatte i den danske del af Danske Bank fik mandag besked på, at de frem til den 31. oktober kan melde sig, hvis de vil tage imod en frivillig fratrædelse. Det skriver Finans.
Målet er at skære i omkostningerne, fordi indtjeningen er under pres af lave renter og en lav økonomisk aktivitet i samfundet.
- Vi har hele tiden fokus på at reducere omkostningerne, og dette er et led i det, siger Kenni Leth, pressechef i Danske Bank, ifølge Finans.
- Vi vil gerne så vidt muligt undgå at skride til afskedigelser, og i en organisation af vores størrelse er der til enhver tid et antal medarbejdere, der overvejer, om det er nu, de skal stoppe, tilføjer han.
Det er en aftale fra 2014, som Danske Banks ledelse har valgt at aktivere. Det oplyser kredsformand Steen Lund Olsen fra Danske Bank.
- Det giver en anden stemning, hvis folk stille og roligt selv kan sive ud, frem for at man på et tidspunkt skal af med nogen, siger Steen Lund Olsen ifølge Finans.
Mandag fik omkring 8000 medarbejdere i Danmark beskeden om, at hvis de alligevel overvejer at gå på pension eller søge nye udfordringer, så er der mulighed for en frivillig fratrædelse med lidt gunstigere vilkår end ellers. Det siger Kenni Leth til Ritzau Finans.
Det gælder ansatte i bankens forretningsenheder Personal Banking og Business Banking. De ansatte kan frem til 31. oktober søge den frivillige fratrædelse.
Timingen for tilbuddet skal ifølge pressechefen ikke tages som udtryk for, at der er sket pludselige forværringer i bankens markedsforhold.
- Det her handler om, at vi har meldt ud, at vi har nogle langsigtede finansielle mål frem til 2018, og i det indgår løbende omkostningstilpasninger, herunder også at vi skal være færre ansatte, siger Kenni Leth.
Faldende indtjening viste sig på bundlinjen i det seneste regnskab fra Danske Bank.
Bankens indtægter faldt i første halvår 2016 med 800 millioner kroner i forhold til samme periode i 2015. Banken forklarede faldet med lavere handels- og gebyrindtægter.
Det blev til et samlet resultat på 9,4 milliarder kroner efter skat, hvilket dog var på niveau med perioden året før.
Danske Bank har i alt knap 19.400 ansatte.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde