Danske børn surfer frit på nettet

Danske børn har rig mulighed for at surfe efter porno på internettet. Det sker, selv om en del forældre er bekymret for, at deres børn skal komme til at udlevere personlige oplysninger til fremmede.

Ifølge en ny undersøgelse fra it-sikkerhedsselskabet Kaspersky Lab siger 9 ud af 10 forældre til børn i alderen 10 til 16 år ja til, at børnene surfer på nettet uden opsyn.

En ud af tre voksne har oplevet, at børnene fik adgang til pornografisk indhold.

En ud af fem ville være mere tryg ved, at der var bedre kontrol med børnenes nettrafik.

En ud af fire er bekymret for, at de skal udlevere personlige oplysninger til fremmede.

- Som forældre bruger vi meget tid på at fortælle børn, at de skal passe på sig selv, når de færdes alene, ikke snakke med fremmede og skal fortælle, hvis de bliver drillet. Det er de samme pædagogiske og beskyttende mekanismer vi forsøger at efterligne.

Det siger sikkerhedsekspert Patrick Mylund, Kaspersky Lab, i forbindelse med selskabets software Pure, som er en pakke til blandt andet antivirus og antispam. Tendensen i branchen er at udbygge disse programmer med blandt andet forældrekontrol.

Det sikrer, at børnene ikke kan komme ind på visse sider, og det vil lade forældrene sætte grænser for brugen af pc'en og trafikken på nettet.

- Man kan vælge en kategori, for eksempel porno. Programmet slår så en liste med nøgleord til. Når man skanner hjemmesider for virus, kigger programmet også efter nøgleordene og blokerer i givet fald siden, siger Patrick Mylund.

Sikkerhedsprogrammet bliver automatisk opdateret med nye nøgleord.

Faktisk har mere end halvdelen af de udspurgte i undersøgelsen forældrekontrol i deres sikkerhedssoftware allerede.

- Men det er næsten aldrig slået til, siger Patrick Mylund.

/ritzau/

Næsten alle danske børn over 10 år kan surfe frit uden opsyn på nettet - selv om en del forældre er bekymrede.

Offentliggjort Sidst opdateret