Danske B&W skal bygge kraftværk på Bahamas

Den danske ingeniørvirksomhed Burmeister & Wain Scandinavian Contractor (BWSC) skal bygge kraftværk på Bahamas. Kontrakten er over 310 millioner kroner værd, oplyser virksomheden.

Kontrakten har fået de store smil frem hos ledelsen i virksomheden:

- Vi tror, at denne nye vigtige kontrakt er et resultat af flere ting: kundernes behov, anerkendelsen af BWSCs evne til at levere kvalitet - og så vores store tilstedeværelse i Caribien siden 1980'erne, siger Anders Heine Jensen, direktør hos BWSC.

Virksomheden havde i 2010 et svært år i kølvandet på finanskrisen - men nu ser fremtiden lysere ud for BWSC.

- Vi ser nu nye ordre komme ind - både på helt nye kraftværker og på serviceopgaver. I de seneste fire måneder har vi landet to store kontrakter af en værdi på mere end 800 millioner kroner - og der er flere på vej, siger Anders Heine Jensen.

Det 52 megawatt store kraftværket skal bygges i Freeport på Bahamas ved siden af et andet, som danskerne leverede til Grand Bahamas Power Company tilbage i 2005.

Det nye kraftværk skal stå klart i løbet af næste sommer. Den danske virksomhed har over 500 ansatte globalt.

Ud over at lave kraftværker baseret på dieselmotorer arbejder man på også at få kontrakter i ordrebogen på kraftværker baseret på biomasse.

/ritzau/

Det danske selskab Burmeister & Wain skal bygge kraftværk på caribisk ø.

Offentliggjort Sidst opdateret