Danske fiskere får højere EU-kvoter på torsk og hummer
Danske fiskere har fået lov til at fange flere jomfruhummere, søtunger og torsk, og det er en glædelig nyhed, mener Danmarks Fiskeriforening. Foto: Polfoto/Per Folkver
Polfoto/Per Folkver
Det er lykkedes Danmark at få forhandlet højere fiskekvoter for fangst af torsk, søtunge og jomfruhummer.
Danske fiskere kan efter alt at dømme se frem til at måtte fange flere torsk, jomfruhummer og søtunger i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen.
Det siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), som tager forbehold for, at forhandlingerne ikke er helt afsluttet endnu.
- Det er lykkedes os at forhandle større kvoter på vigtige arter hjem til danske fiskere, så det er rigtig godt, siger han.
Kvoten for torsk i Nordsøen stiger med 16,5 procent, mens kvoten for torsk i Skagerrak stiger med 19,5 procent.
Kvoten for jomfruhummer i Nordsøen stiger med 46 procent, mens den stiger med 16 procent i Skagerrak og Kattegat.
Det er EU, der hvert år forhandler og fastsætter kvoterne for, hvor meget de forskellige lande må fiske i farvandene.
Og til forhandlingerne denne gang har Danmark haft nogle gode argumenter, siger Esben Lunde Larsen.
- Det er en afvejning af bæredygtighed og videnskabelig, biologisk rådgivning. Her har Danmark siddet med nogle esser på hånden, siger han.
Hos Danmarks Fiskeriforening er man også ganske tilfreds med udsigten til højere kvoter.
- Fiskerne får højere kvoter over stort set hele linjen, siger Svend-Erik Andersen, som er formand for foreningen.
- Fiskernes observationer og forståelse af fiskebestandene bliver gengivet i kvoterne. Det er er noget, som vi har ventet på i nogle år, og det gør det selvfølgelig mere glædeligt, siger han.
De forhøjede kvoter står i modsætning til forhandlingerne i oktober, hvor kvoterne får fangst i Østersøen blev beskåret voldsomt.
Det har fået regeringen til at kompensere Østersø-fiskerne med 24 millioner kroner.
De forhøjede kvoter for fangst i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen kommer dog ikke til at gøre op for de beskårede kvoter i Østersøen, siger Esben Lunde Larsen.
- Det er desværre ikke sådan, så Østersø-fiskerne blot kan sejle over i Kattegat eller Skagerrak og få deres nuværende kvote opfyldt der, siger han.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned