Fire danske søfolk, som var kapret af pirater i 83 døgn på coasteren Danica White ud for Somalias kyst i sommeren 2007, får nu hver godt 100.000 kroner i erstatning.
Det skriver Esbjergnetavis.dk.
Efter at søfolkene kom hjem, ventede de ellers først i to år på, at et erstatningskrav på tort og svie mod skibets ejer, rederiet H. Folmer, blev afgjort i Københavns Byret. Her blev rederen frifundet, og da sagen blev anket til Østret Landsret, blev rederiet atter frifundet i sommer.
Men fredag formiddag modtog de fire hver især et enslydende brev med posten fra Erstatningsnævnet For Voldsofre under Civilstyrelsen.
Her meddeles det kort og godt, at de er blevet tilkendt en kontant erstatning på godt hundrede tusinde kroner for tort. Hertil skal lægges et mindre beløb i godtgørelse for 75 dage med svie og smerte samt en lille erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Endelig forrentes beløbet fra den 6/11 2010, hvor nævnet traf sin afgørelse.
Så i løbet af 14 dage dukker der et pænt skattefrit beløb op på blandt andre den 52-årige skibskok Gert Lønborg Jørgensens bankkonto, der har været stramt styret siden kapringen, idet han ikke siden har været i stand til at bestride et job hverken til søs eller på land.
- Jeg er naturligvis glad for, at sagen nu er afsluttet. Men det er på en dårlig måde, fordi rederen, Søfartsstyrelsen, Udenrigsministeriet og domstolene burde have sørget for, at sagen havde været afsluttet for længst, siger Gert Lønborg Jørgensen til afgørelsen.
Den sidste af de i alt fem personer i kapringen, styrmand Tage Kramer, døde i efteråret i en alder af 64 år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned