Danske Kasper Rørsted forlader topstilling hos Adidas næste år
Kasper Rørsted har været administrerende direktør hos Adidas siden 2016, men næste år er det slut, oplyser koncernen mandag. (Arkivfoto). Foto: Michael Dalder/Reuters
Adidas og Kasper Rørsted er i fællesskab blevet enige om, at han overdrager topstilling i løbet af næste år.
Danske Kasper Rørsted forlader i løbet af næste år sin stilling som administrerende direktør for sportstøjkoncernen Adidas.
Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse mandag.
- Kasper Rørsted og bestyrelsen i Adidas er i fællesskab blevet enige om, at han overdrager direktørposten i løbet af 2023, lyder det i meddelelsen.
Den 60-årige dansker kom til Adidas i 2016. Sidste år omsatte koncernen for 21,2 milliarder euro svarende til knap 158 milliarder kroner.
Han har siden været med til at fremskynde koncernens digitale transformation. Det siger bestyrelsesformand Thomas Rabe i en kommentar til meddelelsen.
- Under Kaspers ledelse har Adidas forbedret sine digitale muligheder betydeligt og øget sit onlinesalg. I Nordamerika, verdens største marked for sportsudstyr, har Adidas fordoblet sit salg, lyder det.
- Efter tre udfordrende år, der var præget af de økonomiske konsekvenser af covid-19-pandemien og geopolitiske spændinger, er det nu det rigtige tidspunkt at bane vejen for et nyt kapitel.
Kasper Rørsted forbliver topchef hos Adidas, indtil man har fået kørt en ny kandidat i stilling.
Den danske hovedperson er stolt af det, som koncernen har opnået i løbet af hans tid.
- De seneste år har været præget af flere eksterne faktorer, der har forstyrret vores forretning markant. Det krævede en kæmpe indsats at styre Adidas gennem disse udfordringer.
- Derfor er det det rigtige at indlede et nyt kapitel i 2023 - både for virksomheden og mig personligt, siger han i meddelelsen.
Kasper Rørsteds CV tæller også forskellige direktørstillinger hos tyske Henkel, som sælger varer inden for skønhed og husholdning.
Derudover har han også været hos de to computerselskaber Hewlett-Packard og Compaq, hvor han ligeledes bestred direktørstillinger.
Han forlader Adidas, der forud for seneste regnskab var nødt til at nedjustere forventningerne til hele året på baggrund af covid-19-relaterede restriktioner i Kina.
Til gengæld realiserede koncernen tocifret vækst på flere andre vigtige markeder.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker