Danske millioner skal vække liv i Grønlands eneste guldmine
15 millioner skal gå til at genåbne minen Nalunaq, der ligger i den sydligste del af Grønland. Den lukkede i 2013. (Arkivfoto). Foto: Ilya Naymushin/Reuters
Ilya Naymushin/Reuters
Grønlandsk guldmine lukkede i 2013 efter økonomiske problemer. Nu skal den åbnes igen med offentlige penge.
Der skal atter graves efter guld i den grønlandske undergrund.
En investering på 15 millioner kroner skal genåbne guldminen Nalunaq, der ligger i den sydligste del af Grønland.
Pengene kommer fra Vækstfonden og Greenland Venture, som har offentlige danske og grønlandske penge i ryggen.
Minen åbnede i 2004, men lukkede igen i 2013, da selskabet bag minen kastede håndklædet i ringen som følge af økonomiske problemer.
Det spillede blandt andet ind, at guldprisen var dykket markant.
Da minen tidligere har været i drift, er der allerede infrastruktur omkring den, og den vil derfor lettere kunne komme op og køre.
- Råstof- og minesektoren har stort potentiale i Grønland, siger Rolf Kjærgaard, direktør i Vækstfonden, i en pressemeddelelse.
- Med investeringen her kan vi bidrage til, at Nalunaq-minen kommer vigtige skridt videre, og selskabet bag er klar til hurtigt at kunne gå i gang med produktion. Det vil bidrage til øget vækst og udvikling i Sydgrønland, siger han.
For år tilbage var store forventninger til et råstofeventyr i Grønland, der på sigt kunne gøre landet uafhængigt af støtte fra Danmark.
Indtil videre har råstofferne dog ikke kastet de forventede resultater af sig.
Guldminen i Nalunaq vil ifølge det grønlandske medie KNR blive den tredje aktive mine i Grønland. Det er ikke oplyst, hvornår den forventes at åbne.
Den anden er en rubinmine ved Qeqertarsuatsiaat - på dansk Fiskenæsset - i den sydvestlige del af landet.
Derudover er der en mine i Kangerlussuaq - Søndre Strømfjord. Her bliver der udvundet anorthosit-malm.
De 15 millioner kommer fra en samlet pulje på 220 millioner kroner, der er en del af en politisk aftale mellem Grønland og Danmark. Den blev indgået i september sidste år.
Danmark har bidraget med 198 millioner kroner og Grønland 22 millioner kroner.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde