Danske Momondo er solgt til amerikanere i milliardhandel

Momondo er en rejsesøgemaskine, der blev grundlagt i København i 2006. Siden er den solgt to gange til internationale virksomheder. Foto: Free/Colourbox

Amerikansk virksomhed køber Momondo Group, herunder danskstiftede Momondo. Pris: 3,8 milliarder kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det startede med en god idé og fire ansatte i København, da den danske rejsesøgemaskine Momondo blev grundlagt i 2006. I dag er Momondo en verdensomspændende forretning, der nu for anden gang er blevet opkøbt.

Amerikanske The Priceline Group køber Momondo Group for 550 millioner dollar - hvilket svarer til 3,8 milliarder kroner. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Dermed kommer den danske rejsesøgemaskine Momondo i samme stald som portalerne booking.com og kayak.com, der ejes af det amerikanske selskab. I Danmark glæder den administrerende direktør sig over salget.

- Dagens nyhed om, at vi bliver købt af The Priceline Group og bliver en del af KAYAK, er endnu et spændende nyt kapitel, hvor vi nu vil blive en del af et internationalt team med fantastiske produkter.

- Vi ser frem til de nye muligheder, som salget giver Momondo, og til at fortsætte med at bygge på vores succes som dansk virksomhed, siger Momondos administrerende direktør, Pia Vemmelund, i en mail til Ritzau.

Momondo Group ejer ud over Momondo også platformen Cheapflights og momondo.pro.

Briterne bag Cheapflights opkøbte i 2011 den danske virksomhed og tog navneforandring til Momondo Group.

I 2014 skød den amerikanske kapitalfond Great Hill Partners 80 millioner pund i Momondo Group og satte sig dermed på aktiemajoriteten i virksomheden.

- Det har været en fantastisk rejse, siden vi i 2006 startede Momondo i Danmark. Vi startede som et lille team med en stor vision om at gøre rejsesøgning tilgængelig for alle, og siden er vi blevet købt to gange, senest af den amerikanske kapitalfond Great Hill Partners.

- Hver gang er vi blevet stærkere og har fortsat med at udbygge vores produkter globalt, siger Pia Vemmelund.

Momondo er en rejsesøgemaskine, der finder og sammenligner priser på blandt andet flybilletter fra over 700 websider.

Momondo Group har omkring 300 ansatte i London, København og Boston.

Parterne oplyser, at handlen kræver godkendelse fra myndigheder og ventes at falde på plads senere i år.