DANSKE NETBUTIKKER MANGLER MÆRKNING AF FARLIGE VARER
En stor del af danske netbutikker lever ikke op til EU-lovgivningen, når det handler om faremærkning af produkter som eksempelvis håndsprit. (Arkivfoto).
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Danske onlineforhandlere lever ikke op til EU's lovgivning for visse fareklassificerede produkter.
Ni ud af ti af de danske onlineforhandlere af håndsprit, saltsyre og opvasketabs, som Miljøstyrelsen har tjekket, lever tilsyneladende ikke op til EU-lovgivningens krav om at oplyse om faren ved produkterne.
Det er kun 22 af de 304 forhandlere, som Miljøstyrelsen har screenet, der lever op til EU's lovkrav. Det svarer til syv procent.
- I lovgivningen står, at når man sælger online til forbrugere, så skal man mærke på samme måde, som hvis produkterne blev solgt fysisk, siger Maria Thestrup Jensen, AC-tekniker hos Miljøstyrelsen.
- Herunder skal man som minimum angive de faresætninger, som produktet har.
Det drejer sig om CLP-forordningen, der er regulerer klassificering, mærkning og indpakning af produkter solgt på nettet. Lovgivningen stammer fra 2008 og gælder i hele EU.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk er det et problem, at forbrugerne ikke får al den lovpligtige information, når de køber ind på nettet.
- Der er en grund til, at man laver de her regler om faremærkning af produkter, siger projektleder hos Forbrugerrådet Tænk Christel Søgaard Kirkeby.
Det undrer Christel Søgaard Kirkeby, at det er et problem for netbutikkerne at leve op til lovgivningen på området.
- Der er ikke supersvært, at den fareinformation, som er på produkterne, også skal være på hjemmesiden, siger hun.
Miljøstyrelsen har i et forsøg på at gøre det nemmere for netbutikker at overholde loven udviklet et onlineværktøj til faremærkning.
Et tiltag som Dansk Erhverv hilser velkommen.
- Den dialog går vi gerne ind i, og vi vil gerne hjælpe med at udbrede Miljøstyrelsens hjælpeværktøj til virksomhederne, siger Anette Ejersted, fagchef for miljø og cirkulær økonomi i Dansk Erhverv.
Miljøstyrelsen understreger, at man ikke er bekymret for manglende mærkning på selve produkterne, som lander fysisk hjemme hos danskerne.
Det handler udelukkende om manglende informationer i forbindelse med køb af produkterne på hjemmesiderne.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker