Danske netkunder går efter e-mærket

Når danskerne handler i en netbutik for første gang, er det såkaldte e-mærke blevet den væsentligste faktor for dem.

Det viser en ny analyse af e-handel. Det er første gang, at e-mærket indtager en førende position.

Hidtil har det været vigtigst for danskerne, at netbutikken var kendt og at den så professionel ud.

Ifølge analysen vælger 20 procent nu e-mærket som det vigtigste ved valget af en ny netbutik, mens 16 procent peger på, at netbutikken skal se professionel ud og lige så mange lægger vægt på positiv omtale fra andre brugere.

- Vi er positivt overrasket over den markante ændring i forbrugernes indkøbsvaner, siger Lars Schmidt Larsen, direktør i e-handelsfonden, der står bag e-mærket.

Han forklarer, at man har arbejdet på at placere mærket tættere på forbrugernes købsbeslutning, når de er inde på den pågældende hjemmeside.

- At resultatet er kommet så hurtigt kommer lidt bag på os, siger Lars Schmidt Larsen.

Hvor prisen gennem mange år ifølge Lars Schmidt Larsen gennem mange år stort set har været eneste konkurrenceparameter på nettet, så lægger kunderne nu også vægt på, at netbutikken drives etisk forsvarligt og har styr på sin kundeservice.

- E-mærket er et kvalitetsstempel, der signalerer, at en netbutik efterlever et sæt særlige forbrugerbeskyttende regler, siger Lars Schmidt Larsen.

Blandt andre faktorer, som danskerne lægger vægt på ved valg af netbutik, er, at de har hørt om butikken før, at de har fået den anbefalet personligt eller at der er tale om en dansk netbutik.

/ritzau/

Det såkaldte e-mærke til netbutikker har nu indtaget rollen som det vigtigste for danskerne, når de skal handle i en netbutik for første gang.

Offentliggjort Sidst opdateret