Danske Rederier frygter piratangreb og kidnapning i Vestafrika
Danske Rederier advarer mod, at risikoen for kidnapninger er steget voldsomt ud for Vestafrika. Foto: Tim Wimborne/Reuters
Tim Wimborne/Reuters
Antallet af kidnapninger af søfolk ud for Vestafrikas kyst er stærkt stigende. Danske Rederier håber på hjælp.
Piratangreb og kidnapninger bliver stadigt flere og mere voldsomme ud for den vestafrikanske kyst.
Det får Danske Rederier til at råbe vagt i gevær og opfordre til, at regeringen arbejder for at få en international mission i området, der kan beskytte den danske skibsfart og ikke mindst danske søfolk.
- Vi må desværre sige, at vi over det sidste stykke tid har set en række alvorlige angreb og kidnapninger i Guineabugten og ud for Vestafrika. Det gør, at vi bliver bekymrede for vores søfolk.
- På ethvert givet tidspunkt har vi 30-40 skibe i området, så vi er selvfølgelig bange for at blive ramt, siger administrerende direktør for Danske Rederier Anne H. Steffensen.
Ifølge organisationen ICC International Maritime Bureau, der overvåger situationen, er den da også hastigt eskalerende ikke mindst ud for Nigeria.
I 2019 blev 121 søfolk kidnappet i området mod 78 i 2018. Alene i de sidste tre måneder af 2019 blev 64 søfolk kidnappet i seks forskellige kapringer. I hovedparten af tilfældene blev besætningerne beskudt.
- Vi er fortsat bekymrede over, at der er registreret en hidtil uset stor stigning i antallet af kidnapninger, skriver leder af ICC Michael Howlett i en rapport.
Danske Rederier mener, at udviklingen kalder på handling både hos de danske og internationale myndigheder.
- Vi vil meget gerne have mere opmærksomhed på situationen fra danske og internationale myndigheder. Og vi vil gerne have, at sikringsniveauet bliver hævet, så der bliver truffet flere sikkerhedsforanstaltninger.
- Vi så meget gerne også en EU-ledet mission i området. Også fordi angreb sker langt fra kysten i internationalt farvand, siger Anne H. Steffensen.
Da pirattruslen ud for Somalia for få år siden var ganske voldsom, reagerede det internationale samfund med en international mission, der beskyttede skibsfarten.
Nogle landes skibe begyndte at hyre bevæbnede vagter og bevæbne deres besætninger. Det viste sig i mange tilfælde effektivt.
- Det er ikke så let at gøre i Vestafrika, fordi en del af angrebene sker inde i landes territorialfarvande.
- Men det er noget af det, vi kigger på at kunne få lov til, siger Anne H. Steffensen.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker