Danske roedyrkere får høj pris

Det kom lige som en tilføjelse. Men en glad tilføjelse.
- Med aftalen har vi opnået en af de højeste roepriser i EU, tilføjede formand for Danske Sukkerroedyrkere, Jørn Dalby, da foreningen holdt generalforsamling.

Formanden havde netop fortalt, at det var lykkedes de danske dyrkere at få hævet roeprisen med 17,3 procent sidste år.
- Hen over foråret 2008 stod det mere og mere klart for alle, at det var nødvendigt med en forhøjelse af roeprisen, såfremt vi skulle have dyrket tilstrækkelig med roer til at fylde den danske sukkerkvote.
- Den høje kornpris havde gjort, at roerne her og nu havde vanskeligt ved at klare sig i konkurrencen. Hertil kom, at roeprisen stod til at falde yderligere i 2009, hvor prisfaldet på 40 procent som følge af EU's sukkerreform vil være fuldt gennemført, forklarede Jørn Dalby og forklarede, hvornår gennembruddet kom:

- I juli måned begyndte tingene at tage form, og vi nåede frem til en aftale med Danisco om en prisstigning på 17,3 procent, hvorefter han tilføjede, at de danske priser nu er blandt de højeste i EU.

Aftalen indebærer en forhøjelse af roeprisen med cirka 34 kroner per ton roer. Stigningen udgør en samlet merindtjening på cirka 86 millioner kroner per år for dyrkerne - svarende til cirka 2.250 kroner per hektar.




De danske dyrkere får en af de højeste roepriser i EU.

Offentliggjort Sidst opdateret