Danske solceller på taget skal fjerne farlig røg fra madlavning

Kogepladen - mikrokøkkenet - drives af solenergi fra et solcellepanel, der kan sættes på taget i det enkelte hjem. Derudover er der adgang til strøm via en usb, som kan bruges til at oplade en telefon eller tænde en lampe. (Arkivfoto). Foto: Pesitho/Free

Dansk virksomhed vil udbrede solcelledrevet kogeplade i Nigeria og samtidig give store selskaber med høj klimabelastning mulighed for at bidrage.

Offentliggjort Sidst opdateret

Millioner af mennesker især i de afrikanske lande har ikke adgang til elektricitet i deres hjem og laver derfor hver dag mad over åben ild.

Det giver store udfordringer både for deres helbred og for klimaet som følge af skovrydning og udledning af drivhusgas.

En dansk virksomhed har udviklet det, der kan blive en del af løsningen - nemlig en kogeplade drevet af solceller, som hver enkelt husstand kan installere og dermed undgå den farlige røg.

- Man kan forestille sig, hvis man tog en grill med trækul med ind i dagligstuen i Danmark og tændte den. Det er det, som mange især kvinder og børn står overfor, siger den administrerende direktør og medstifter i virksomheden Pesitho, Simon la Cour.

Han er uddannet ingeniør og arbejdede egentlig inden for grøn energi, da han fik øjnene op for perspektiverne i såkaldt "clean cooking" - "ren madlavning" uden CO2-udledning og sundhedsskadelig røg.

- Da vi startede vores første projekt, gik det virkelig op for os, at hvis man løser udfordringerne omkring adgang til clean cooking, så løser man samtidig mange andre onder, siger han.

For det første er det en udfordring, at der i mange tilfælde bruges træ som brænde. Det fører til skovrydning i mange afrikanske lande.

Et solpanel skal sikre adgang til elektricitet, så der kan laves mad uden sundhedsskadelig røg og uden at belaste klimaet. (Arkivfoto). Foto: Pesitho/Free

Hvis træ er en mangelvare, fyres der med eksempelvis trækul eller petroleum eller i sidste ende med det forhåndenværende - som gødning, plastik eller andet affald.

- Der er også store helbredsudfordringer forbundet med den måde at lave mad på, siger Simon la Cour.

Det internationale Energiagentur (IEA) anslår, at det koster i omegnen af 3,7 millioner menneskeliv om året.

Den farlige røg fører til en række sygdomme i luftveje, hjerte og lunger. Især kvinder og børn rammes.

Pesitho har samarbejdet med flere nødhjælpsorganisationer om at få udbredt solcellekøkkenet. Blandt andet på et projekt i en flygtningelejr i Uganda med Caritas Danmark.

Men den danske startupvirksomhed satser på at sælge sine produkter på markedsvilkår.

Med en ny aftale med den nigerianske virksomhed CSR Solutions er målet at sende fire millioner af de elektriske kogeenheder ud på det nigerianske marked inden for fem år.

Pesitho med Simon la Cour i spidsen (til venstre) har indgået en aftale med den nigerianske virksomhed CSR Solutions om at udbrede en solcelledrevet kogeplade i landet. Ifølge medejer af CSR Solutions Dele Awosika (i midten) er potentialet stort. Her mødes parterne i Lagos, Nigerias største by. Foto: Rikke Lund Kristensen, Ritzau./Free

Potentialet er stort. Nigeria er et af de lande i verden, hvor færrest af indbyggerne har adgang til elnettet.

- I Nigeria bruger omkring 65 procent af befolkningen brænde eller kul, når de laver mad, fortæller medejer af CSR Solutions Dele Awosika.

- Det fører en hastigt voksende skovrydning med sig. Desuden er der en betydelig udledning af drivhusgas, når man laver mad med brænde og kul.

CSR Solutions har fået eneret på at sælge Pesithos produkter i Nigeria.

Det er dog de færreste i Nigeria, der vil have råd til selv at skulle betale de omkring 600 dollar svarende til 4100 kroner, som en kogeplade koster.

Derfor har Pesitho og CSR Solutions en forretningsmodel, hvor kun 25 procent af prisen skal dækkes af husholdningen, som kan afbetale med to dollar om måneden.

25 procent af prisen skal dækkes af staten, og 25 procent skal komme fra fonde og organisationer.

Når man ikke har adgang til elektricitet, må man tilberede mad over et bål. Det gør en kvinde her i landsbyen Oriba, en times sejlads uden for Lagos, Nigerias største by. Foto: Rikke Lund Kristensen, Ritzau./Free

De sidste 25 procent skal komme fra store internationale selskaber, der på den måde kan købe sig til aflad i form af CO2-kredit og samtidig mulighed for at fortælle omverdenen, at de bidrager til at give folk i Afrika adgang til ren madlavning.

Eksempel selskaber inden for olie, shipping eller luftfart.

- De store virksomheder har et ansvar over for omverdenen. Den her mulighed taler lige ind i deres samvittighed, siger Dele Awosika.

Kogepladerne er udviklet i Danmark og produceret i Kina, men målet er at etablere en produktion i Nigeria. De bruges ifølge Pesitho allerede i dag af op mod 20.000 mennesker.

/ritzau/

Luftforurening i husstanden er en dræber

* Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO laver omkring 2,3 milliarder mennesker på verdensplan mad ved hjælp af åben ild eller ineffektive komfurer drevet af petroleum, biomasse (træ, dyregødning og afgrødeaffald) og kul.

* Husholdningernes luftforurening var ifølge WHO årsag til anslået 3,2 millioner dødsfald i 2020, herunder mere end 237.000 dødsfald blandt børn under fem år.

* Den farlige røg fører til en række sygdomme, herunder slagtilfælde, hjertesygdom, KOL og lungekræft.

* Især kvinder og børn er udsat.

* Udfordringerne er størst på det afrikanske kontinent i landene syd for Sahara.

* I 2022 var der her omkring 990 millioner mennesker, der ikke havde adgang til "clean cooking" - madlavning uden farlig røg.

* Afbrænding af træ, trækul og anden biomasse til madlavning fører ifølge det internationale energiagentur IEA også til højere udledning af drivhusgasser og skovrydning i de afrikanske lande.

Kilde: WHO, IEA.

/ritzau/

Dansk støtte til bæredygtig madlavning

* Danmark vil bidrage med en halv milliard kroner over de kommende fire år i støtte til de såkaldte clean cooking-teknologier. Det er indsatser til sundere og mere bæredygtige metoder til madlavning.

Det sagde minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) i forbindelse med et topmøde i Paris i maj.

- Det er projekter, som skal redde menneskeliv, og som skal sikre, at vi også beskytter både klima og miljø rundt om i verden.

- Den mængde træ, der går til den her form for madlavning, svarer til den samlede udledning fra hele skibsindustrien og flyfarten i verden. Det er rigtig store udledninger, vi kan spare, sagde ministeren.

* Det første danske bidrag er givet til Verdensbankens fond Clean Cooking Fund og er på 140 millioner kroner.

* Det samlede bidrag er en del af den danske udviklingsbistand.

* Efter sommerferien vil regeringen præsentere en ny strategi for samarbejde med landene på det afrikanske kontinent.

* Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har sagt om den nye strategi, at Danmarks arbejde skal gå fra "aid to trade" - fra "nødhjælp til handel".

* Strategien ventes også at have fokus på grøn omstilling, sikkerhed og migration.

Kilde: Ritzau, Udenrigsministeriet.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu