Danske varer er efterspurgte i udlandet

Danske virksomheder havde travlt med at sende varer af sted til udlandet i maj, hvor eksporten steg 11,1 procent. Set over de seneste tre måneder er eksporten steget 11,3 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Sammenlignet med 2009 har danske virksomheder sendt tyve procent flere varer af sted til udlandet, og det luner på bundlinjen i det danske statsbudget, siger seniorøkonom Niels Rønholt, Jyske Bank.

- Det er en helt ekstraordinær stor stigning. Især energiposterne er steget, men vigtigst er det, at industrieksporten også viser stor fremgang, siger han i en kommentar.

Fremgangen falder på et tørt sted, for de danske virksomheder tabte stort under den økonomiske krise, som først nu er ved at klinge af.

- Eksportørerne har faktisk indhentet en god del af det tabte. I løbet af krisen faldt vareeksporten tilbage med 20-25 %, da det så værst ud, siger Niels Rønholt.

Han siger, at eksporten dog fortsat er 6-7 procent lavere end før krisen.

Virksomhedernes succes pynter på handelsbalancen, som i maj viste et overskud på 7,5 milliarder kroner. Det er 1,5 milliarder kroner mere end i april.

Danskerne købte også flittigt ind af udenlandske varer. Importen steg 8,7 procent i maj og 7,2 procent over de seneste tre måneder.

Det er meget positivt for den danske økonomi, at eksporten stiger mere end importen, siger Niels Rønholt.

- Indtil nu har det især været forbrugerne herhjemme, der har været drivkraften bag den højere efterspørgsel. Det forstærker klart genopstigningen, at udlandet også trækker en del af læsset nu, siger han.

/ritzau/

Den danske eksport af varer er steget markant i de seneste tre måneder. Betalingsbalancen har milliardoverskud.

Offentliggjort Sidst opdateret