Salget af danske varer til udlandet steg i marts med 10,1 procent, mens importen steg med 2,9 procent. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Den store stigning skyldes, at eksporten til ikke-EU-lande steg med 22,6 procent.
Det er især varer inden for råstoffer, brændsel og kemikalier, hvor der traditionelt ses store månedlige udsving, oplyser Danmarks Statistik.
Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen siger, at der bestemt er anledning til begejstring baseret på udviklingen i udenrigshandlen i marts.
- Det er et af de første mere håndgribelige beviser på, at den stabilisering vi har set i den globale handel, er begyndt også at have en effekt på de danske eksportmarkeder, siger han i en kommentar til tallene.
Cheføkonomen påpeger, at det nu er afgørende, at fremgangen fastholdes.
Seniorøkonom i Jyske Markets Niels Rønholt siger, at eksportvirksomhederne dog fortsat er slået langt tilbage i forhold til aktiviteten før krisen.
- Men hjulene drejer lidt hurtigere verden over, og derfor er der også større efterspørgsel efter danske varer, siger han og fortsætter:
- Industrien er meget afhængig af den udenlandske efterspørgsel, og derfor er det fuldstændig afgørende for udviklingen her, at ordrerne fra udlandet igen begynder at vende tilbage.
I marts steg importen med blot 2,9 procent, og det store overskud på varebalancen er med til at trække betalingsbalancen i vejret.
Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster i marts var på fem milliarder kroner, og det er 1,5 milliarder mere end i februar.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde