Danskerne betaler stadig deres boliglån som de skal
På trods af stigende renter holder langt de fleste boligejere aftalerne med deres realkreditselskab.
Nogle boligejere mærker i dag konsekvensen af, at renterne er steget kraftigt siden sidste efterår.
Men alligevel ser det ikke ud til, at rentestigningerne gør voldsomt ondt på deres økonomi.
Tal fra Finans Danmark viser, at den såkaldte restanceprocent for realkreditlån i andet kvartal endte på 0,15 procent.
Det betyder, at for hver 100 kroner, som realkreditselskaberne lånte ud, blev terminen betalt til tiden for de 99,85 kroners vedkommende.
Dermed er restanceprocenten lidt lavere end tiden før corona og væsentligt lavere end i tiden lige efter finanskrisen.
- Høj inflation og mærkbart højere renter har ædt sig ind i danskernes budgetter, men det preller indtil videre fuldstændig af på boligejernes betalingsevne, som fortsat er bundsolid, lyder konklusionen fra Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
Hasan Coric, der er seniorøkonom i Realkredit Danmark, kalder også dagens tal for gode nyheder for boligejerne.
Han forventer dog, at antallet af tvangsauktioner vil stige en smule, fordi arbejdsmarkedet har udsigt til at svækkes, og at renterne formentlig ikke falder lige med det samme.
I årets første tre kvartaler blev 74 ejerboliger solgt på tvangsauktion. I 2022 lød det tilsvarende tal på blot 35.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker