Færre og færre danskere vender ryggen til deres nuværende elselskab og skifter til et andet.
Nye tal fra Dansk Energi viser, at knap 34.000 kunder valgte at droppe deres elselskab i 2. kvartal 2010, hvilket svarer til 1,1 procent af alle elkunder i Danmark.
Det er næsten en halvering i forhold til samme tidspunkt sidste år, hvor 64.300 kunder skiftede elselskab.
Afdelingschef i Dansk Energi, Torben Møller Pedersen, forklarer det lavere niveau med små forskelle i de gennemsnitlige priser.
- Det medfører en meget begrænset forskel mellem forsyningspligtprisen og øvrige kommercielle pristyper, hvilket formentlig også er medvirkende til, at elkunderne ikke har fundet det rentabelt at skifte elselskab, siger han.
Tallene viser også, at der er færre kunder, som skifter til et andet produkt hos deres elselskab.
- Elkunder kan også være med til at påvirke udledningen af CO2 eller udbygningen af vedvarende energi igennem valg af strømprodukt. Men der er i dag ikke mange forbrugere, der benytter sig af dette, siger Torben Møller Pedersen.
Han mener, at forbrugerne kan få store fordele, hvis de sætter sig ind i elmarkedet.
- På den måde kan de udnytte fordelene i markedet og dermed spare penge, siger Torben Møller Pedersen.
Dansk Energi har med tiltag som Elpristavlen forsøgt at gøre det nemmere for forbrugeren at gennemskue elmarkedet og dermed åbne forbrugernes øjne op for, hvordan de kan spare penge på elregningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde