Danskerne er for alvor ramt af sortsyn

Danskernes tillid til økonomien er på vej i kulkælderen.

For fjerde måned i træk falder forbrugertilliden, så den nu er på minus 6,6. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Med en stigende pessimisme blandt forbrugerne, er der intet, som tyder på, at privatforbruget kan trække væksten i gang i Danmark.

Seniorøkonom i Jyske Bank, Niels Rønholt, kalder da også tallene en kold dukkert.

Han har dog svært ved at få øje på større begivenheder over den seneste måned, derfor alvor skulle rykke på danskernes syn på den økonomiske situation.

- Men udsigterne for dansk økonomi er selvfølgelig uændrede sløje, og det har altså nu for alvor sparket liv i pessimismen, siger Niels Rønholt.

Han peger på, at indikatoren nu er på det laveste niveau siden foråret 2009, hvor finanskrise og massefyringer prægede hele befolkningen.

- Dengang stod det rigtig slemt til, og privatforbruget faldt markant. Alt peger dermed på yderligere fald i forbrugernes indkøb, siger Niels Rønholt.

Jyske Bank forventer tilmed, at forbrugertilliden vil forblive i det negative området noget tid endnu.

- Meget afhænger formentlig også af, om politikerne i Europa snart nærmer sig noget, der kan minde om en mere holdbar løsning på gældsproblemerne i Euroland.

- Problemerne her er jo i høj grad også et problem for Danmark, fordi vi afsætter størstedelen af eksporten i Europa, påpeger Niels Rønholt.

Den såkaldte forbrugerforventnings-indikator måler hver måned, hvordan befolkningen ser på den aktuelle og fremtidige økonomiske situation for både deres egen husholdning og hele landet.

Optimismen har ellers haft godt fat i danskerne indtil sommerferien, hvor indikatoren lå i plus.

Men så ramte den sydeuropæiske gældskrise og et stigende offentligt underskud herhjemme os med et brag, og siden er pessimismen taget til.

/ritzau/

Forbrugernes forventninger til fremtiden dykker for fjerde måned i træk, viser nye tal.

Offentliggjort Sidst opdateret