Den økonomiske krise har tilsyneladende fået de danske lønmodtagere til at lægge strejkevåbnet på hylden. Nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at antallet af strejker i årets 2. kvartal er på det laveste niveau i 18 år. Siden opgørelserne første gang blev lavet i 1991, har der faktisk aldrig været så få strejker på det private arbejdsmarked.
Netop 2. kvartal har betydning, da det er her, lønforhandlingerne finder sted. Derfor er der typisk mange overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i netop denne periode.
Arbejdsgiverne mener, at udviklingen hænger tæt sammen med den økonomiske krise mange virksomheder er ramt af.
- Der finder omfattende afskedigelser sted på virksomhederne, og der er i den grad fokus på virksomhedernes økonomi. Det er udtryk for en forståelse for virksomhedernes situation, at man i den grad holder igen, siger Povl-Christian Jensen, vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening.
I alt var der 70 overenskomststridige strejker fra april og til udgangen af juni mod 150 i samme periode året før. Altså mere end en halvering. Hos arbejdsgiverne er tallene naturligvis gode nyheder.
- Vi er ikke glade for krisen, men vi er selvfølgelig glade for, at antallet af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser er lavt, siger Povl-Christian Jensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker