Danskerne shoppede og slæbte indkøbsposer hjem i stor stil i marts. Detailhandlen i marts var 2,9 procent højere end i februar, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er mere end fem år siden, at der i en enkelt måned har været så stor fremgang, og niveauet i marts er det højeste siden september 2008.
- Dermed har vi fået endnu en positiv nyhed om privatforbruget. Mere og mere peger i retning af, at danskerne for alvor er begyndt at skrue op for forbrugslysten, siger seniorøkonom Niels Rønholt, Jyske Bank, i en kommentar.
En del af forklaringen på den store stigning er, at en af årets store shoppedage - onsdag før påske - i år faldt på den sidste dag i marts.
- Men fremgangen er trods alt så stor, at tallene under alle omstændigheder ser rigtig gode ud, siger Niels Rønholt.
Måske var det især forårstøjet, der trængte til fornyelse. I hvert fald var det især tøjbutikkerne, der fristede danskerne. Den største stigning på 4,9 procent var inden for varegruppen beklædning mv.
Inden for fødevarer og andre dagligvarer var der en stigning på 2,5 procent, mens salget af andre forbrugsvarer steg 2,8 procent.
Ifølge Niels Rønholt er der nu flere tegn på, at dansk økonomi for alvor er ved at komme i omdrejninger igen.
- Dankortomsætningen stiger, bilsalget er løftet markant, forbrugertilliden er kommet op i et nyt, højere luftlag, og nu ser vi altså også for alvor fremgang i statistikken for detailomsætningen, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker