Danskerne har forståelse for fyringer

Den økonomiske krises alvor er slået igennem i danskernes bevidsthed. En undersøgelse foretaget af kommunikationsbureauet Radius Kommunikation viser, at 85 procent af danskerne har forståelse for, at virksomhederne fyrer medarbejdere.  
Forståelsen kan dog hurtigt vende til kritik, hvis virksomhederne ikke tager kommunikationen med omverdenen alvorligt.
 
Resultatet giver danske virksomheder et brutalt vink med en vognstang, mener administrerende direktør i Radius Kommunikation, Nicolaj Taudorf Andersen:
 
- Budskabet om, at vi er i krise, er sivet ind hos danskerne - og derfor er der fra omverdenens side forståelse for, at virksomheder kan være nødt til at sige farvel til medarbejdere, siger Nicolaj Taudorf Andersen.
 
Baggrunden for danskernes forståelse af krisens konsekvenser skal måske findes i forventningerne til krisens varighed. Ifølge danskerne er den økonomiske krise kun lige begyndt - og næsten halvdelen af danskerne forventer således, at den økonomiske krise vil vare to år eller længere. /ritzau/




Krisen kradser, og danskerne har forståelse for, at virksomhederne må fyre. Samtidig venter vi, at krisen varer to år eller længere.

Offentliggjort Sidst opdateret