Danskerne har mistet tillid til bankerne

De danske banker er dumpet langt ned på en liste over de brancher, som danskerne har tillid til. I en ny redegørelse fra Forbrugerstyrelsen ligger pengeinstitutterne på en 41. plads blandt 51 markeder, skriver Politiken onsdag.

Dermed er bankerne dumpet ti pladser nedad sammenlignet med sidste år. De ligger nu på niveau med bilreparatører og rengøringshjælp i danskernes opfattelse.

Med i placeringen tæller også Forbrugerstyrelsens vurdering af klagemuligheder i branchen og dens efterlevelse af afgørelser i klagenævn. Rutsjeturen nedad skyldes - ifølge Forbrugerstyrelsens direktør Tanja Franck - med stor sandsynlighed den finansielle krise.

Det mener også økonomi - og erhvervsminister Lene Espersen (K).

- Hele den finansielle sektor fremstod som en meget troværdig sektor, men så brast korthuset. Der har også været meget grelle sager fremme om, hvordan borgere er blevet dårligt rådgivet, og det gør, at vi har måttet tage hårdt fat for at få ryddet op, siger hun til Politiken.

- Forbrugerne har helt klart fået øjnene op for, at man skal stille kritiske spørgsmål, når man går ned i en bank. Det er ikke nok at betragte en bankforbindelse på linje med forholdet til sin læge, hvor der er et gensidigt tillidsforhold. Det tror jeg, krisen har lært dem, siger Lene Espersen.

/ritzau/

Danskernes tillid til bankerne er helt i bund, viser ny redegørelse fra Forbrugerstyrelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret