Danskerne holder forbruget højt

Danskernes privatforbrug ser ud til at holde takten pænt. Ifølge en ny stor markedsprognose, Ritzau Economy, fra CEM Institute bliver der godt nok tale om en blød opbremsning i forhold til en markant fremgang det seneste kvartal. Men danskerne er i rimeligt omfang klar til at bruge løs af pengene.

Samtidig viser prognosen, at danskerne fortsat har meget fokus på at styrke deres opsparing.

- Det er nærmest en økonoms drøm. Mere forbrug og mere opsparing på samme tid, siger Christian Stjær, direktør i CEM Institute.

De danske forbrugere oplever efterhånden en solid økonomisk buffer. Kombineret med lidt mindre bekymring generelt og mindre snak om øget arbejdsløshed kan vejen være banet for en mere løsagtig omgang med pengene.

Ifølge prognosen kan en del af det forbrug, der nu er i gang, henføres til behov, som er opstået i en lang periode, hvor forbrugerne har holdt igen.

Blandt brancher med gode udsigter er især brugtvognsbranchen, bogsalg samt salg i byggemarkeder. Derimod ser det ud til, at radio- og tv-branchen må vinke farvel til en del omsætning i forhold til året før.

Kurt Frausing, direktør i Brancheforeningen Forbrugerelektronik, er dog ikke urolig på branchens vegne.

- Vi har fortsat 2,3 millioner tv med billedrør ude i hjemmene. Over de kommende par år ser vi fortsat et højt niveau for udskiftning til nye fladskærme, siger han.

Omsætningen i butikkerne presses dog af faldende priser på for eksempel tv-fladskærme.

/ritzau/

Trods en fortsat rekordhøj opsparing er danskerne også klar til at slippe flere penge ud til forbrug, vurderer ny markedsprognose.

Offentliggjort Sidst opdateret