Danskernes tro på en bedre økonomiske fremtid for Danmark og dem selv lider fortsat under den internationale krise.
Stadig flere forventer, at arbejdsløsheden vil stige, og troen på at Danmark vil klare sig godt økonomisk falder også støt.
Man kan ligefrem tale om en økonomisk vinterdepression, mener cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen.
- Vinterdepressionen er ved at lægge sig over de danske husholdninger, siger Helge Pedersen.
Det er nye tal for den såkaldte forbrugertillid fra Danmarks Statistik, som giver næring til økonomernes dom: De danske forbrugere ser stadig dybt pessimistisk på fremtiden.
Allerede i november faldt danskernes tro på bedre økonomiske tider tilbage til et minus på 9,2, og målingen for december viser nu et minus på 9,8.
Forbrugertilliden er et vigtigt nøgletal, fordi den "sladrer" om danskernes lyst til at forbruge.
- Overordnet er der ikke meget som tyder på, at forbrugerne har været i hopla forud for julesalget, konstaterer cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen.
Han påpeger, at der kun tre gange siden 1986 er målt så lav forbrugertillid i julemåneden.
I Nordea peger cheføkonom Helge J. Pedersen på, at det store fokus på Europas krise samt strømmen af dårlige økonomiske prognoser slår igennem på forbrugernes tillid.
- Og på denne måde risikerer krisen at blive selvopfyldende og selvforstærkende, siger han.
Håbet knytter sig nu til, at gældskrisen kommer under kontrol. Sker det, kan der være grund til mere optimisme omkring danskernes privatforbrug til næste år, end tallene umiddelbart peger på, lyder vurderingen.
Privatøkonom Las Olsen, Danske Bank, hæfter sig ved, at danskerne faktisk ser lidt lysere på deres egen økonomi. Og trods et fald i forbrugertilliden, så forbruger danskerne faktisk lidt mere.
- Men det er klart, at med så lav forbrugertillid kan man ikke forestille sig et rigtigt forbrugsopsving, vurderer Las Olsen.
Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Bank, hæfter sig ved, at der er tegn på, at forbrugerlysten så småt er ved at vende tilbage
Han glæder sig over en mere stabil udvikling i detailsalg og senest blandt andet gode tal for bilsalget.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde