Danskerne sparer 1800 kroner på energien

Hver dansker brugte i gennemsnit 1000 kroner på energi om måneden sidste år.

En typisk husstand slap dermed 1800 kroner billigere end året før, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I alt lød regningen til en husstand i gennemsnit på 27.000 kroner til varme, el og benzin.

Når udgiften til energi er gået lidt ned, skyldes det primært et fald i prisen på olie og naturgas. Derimod steg prisen på fjernvarme. Husholdningernes forbrug af el og olie faldt desuden en anelse.

Faldet i udgiften havde dog været større, hvis det ikke var for en stigning i forbruget af fjernvarme på fem procent.

De private husholdninger betalte sammenlagt 68,7 milliarder kroner til energi mod 73 milliarder kroner året før. Afgifter og moms udgjorde godt halvdelen af regningen.

Virksomhederne skar hele 27 procent af udgifterne til energi. Dermed faldt regningen fra 150 milliarder kroner til 110 milliarder kroner for virksomhederne. Det store fald tilskrives blandt andet brug af mindre energi til søtransport.

I organisationen Dansk Erhverv kalder man udviklingen i erhvervslivet "en solstrålehistorie", fordi erhvervslivets forbrug af energi faldt mere end omsætningen.

- Virksomhederne blev markant mere energieffektive. Det betyder at udgangspunktet for at kunne leve op til Danmarks CO2-forpligtelser er blevet tilsvarende bedre, siger Bo Sandberg, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv.

Han forventer atter et stigende energiforbrug i 2010 som følge af bedre konjunkturer og den kolde vinter. Men man når ikke op på 2008-niveau.

- Den grønne skatteskrue vil gradvis blive strammet yderligere i de kommende år, konstaterer Bo Sandberg.

I Dansk Erhverv bakker man dog op om det øgede tryk fra energiafgifter, fordi det har banet vej for lavere skat på arbejde.

/ritzau/

Danskerne brugte færre penge på energi sidste år - og især erhvervslivet slap billigere.

Offentliggjort Sidst opdateret