Man skal stadig være noget af en Fætter Højben, hvis man vil af med sin bolig i disse tider. På trods af en lille stigning i antallet af lånetilbud i august er der nemlig ikke noget, der tyder på, at danskerne er blevet mere købelystne.
I august blev der givet 16.626 tilbud om realkreditlån, viser nye tal fra Realkreditrådet.
Det er omtrent 3700 flere end i juli.
- Det er positivt, men det ændrer ikke på, at vi har et lavt antal lånetilbud i forhold til sidste år, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Ifølge cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig spiller den økonomiske uro ind, men han mener også, at huspriserne har betydning.
- Boligmarkedet er stadig tættere på at være dyrt end billigt. Det gør det svært at få køber og sælger til at mødes, siger han.
Han henviser til, at boliger i dag generelt sælges 10 procent billigere end den oprindelige salgspris.
Derudover mener han ikke, at augusts lille stigning i antal lånetilbud skyldes, at det fastfrosne boligmarked er ved at tø.
- Eksempelvis handles der ofte flere boliger i august end juli, fordi mange trækker stikket ud i juli og holder ferie, siger han.
I gennemsnit blev der givet 26.000 lånetilbud om måneden i 2010, mens gennemsnittet er faldet til 13.794 om måneden i 2011.
Lånetilbud gives til private og virksomheder i forbindelse køb af ny bolig, tillægslån og omlægning af eksisterende lån.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker