Det er ikke farven på bilen, antallet af hestekræfter eller udstyret i kabinen, der får folk til at købe bil. De vil hellere have en bil, der er billig at køre i.
Næsten halvdelen af danskerne siger, at ud over selve købsprisen er det driftsomkostninger som forsikring og afgift, og hvor mange kilometer bilen kan køre pr. liter, der spiller ind.
Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Spar Nord og Bilbasen.
- Bilkøb er i dag blevet en meget rational beslutning. Det handler ikke længere om størrelse og udstyr men om at få et transportmiddel, der kan transportere dig billigt fra A til B, siger Martin Lundholm, der er chefanalytiker i Spar Nord.
Siden 2007 er salget af Mondeo-klassen halveret, mens salget af små biler til private er vokset med næsten 40 procent.
Hver gang der sælges 10 biler, er de seks af dem små. Også antallet af solgte biler i luksus- og sport-klassen er stort set halveret.
- Bilproducenterne har for længst fået øje på det voksende marked for små biler. Derfor vokser udvalget af de små og billige biler hele tiden, og det er igen med til at forstærke efterspørgslen, siger Morten Heuing, direktør hos Bilbasen.
Udviklingen fra store biler til de små er blandt andet hjulpet på vej af en omlægning af afgifterne i 2007, der gjorde de små og økonomiske biler betydeligt billigere og de store og uøkonomiske biler betydeligt dyrere.
Finanskrisen kradser i de små hjem. Og derfor er danskerne blevet mere tilbageholdende med at bruge penge - og det resulterer åbenbart i mere rationelle og fornuftige bilvalg.
Endelig er priserne på både benzin og diesel steget. Og derfor skeles der i højere grad til, om en bil kører 12 eller 24 kilometer på en liter.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde