Den store indsamling af skrald i Danmarks natur var søndag eftermiddag nået op på knap 57 ton og knap 80.000 tomme dåser. Det er dog kun baseret på resultater fra mindre end hver fjerde af de i alt 91.000 aktive indsamlere.
Sidste år indbragte indsamlingen omkring 160 ton affald, og i Danmarks Naturfredningsforening forventer man at nå forbi dette tal i år, da der har været flere ude at samle ind.
- Det er fantastisk, at danskerne på den måde tager konkret ansvar for miljøet, og det er et entydigt signal om, at vi vil have en ren natur, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Indsamlingen er delt i to. I den forløbne uge har 66.000 børn og unge fra børnehaver og skoler samlet omkring 24 ton sammen. Oven i det kommer så søndagens store indsamling for danskerne i øvrigt, hvor 25.000 deltog.
Her har man i år byttet rundt på rækkefølgen, så børnenes indsamling kom først. Det gav mulighed for at give børnene en besked med til hjemmet og trække forældrene med ud søndag.
Ved søndagens indsamling kunne familier for eksempel samle ind i områder, hvor de er vant til at færdes og er generet af skrald i naturen. Dertil kommer lidt større indsamlinger, der er organiseret, så "spejdere" i forvejen har været ude at finde steder med meget affald.
De mange dåser skyldes blandt andet den store import af dåser fra Tyskland.
- Vi samler tonsvis af affald ind, men meget af det kunne være undgået, hvis politikerne havde den fornødne vilje til for eksempel at indføre pant på dåserne, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
I Danmarks Naturfredningsforening venter man at få resultater tikkende ind flere dage frem, og først den 15. april er sidste frist for at melde tilbage.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde