Danskernes opsparinger vokser trods buldrende inflation
Voksne i Danmark holder tilsyneladende bedre på pengene for tiden, hvor bankkonti svulmer som aldrig før. Tal fra Nationalbanken viser, at voksne samlet har 1090 milliarder kroner i banken. (Genrefoto). Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
En voksen i Danmark har i gennemsnit 229.364 kroner i banken. Det er mere end nogensinde før.
Inflationen er skudt i vejret, og det samme er energipriserne, men danskernes bankkonti svulmer som aldrig før.
En voksen i Danmark havde i gennemsnit 229.364 kroner i banken i september 2022. Samlet svarer det til 1090 milliarder kroner, og det er det højeste opsparede beløb nogensinde.
Det viser tal fra Nationalbanken.
Ifølge Britt Dinesen Christiansen, seniorøkonom i Danica Pension, viser det, at danskerne passer bedre på pengene for tiden.
- Det kan være en rigtig god idé at have lidt ekstra på kistebunden i en periode, hvor priserne er ekstremt høje på varme, el og madvarer, siger hun.
Inflationen er steget kraftigt den seneste tid. I september var priserne ti procent højere end i samme måned i 2021, hvilket er den højeste årsstigning i forbrugerprisindekset siden november 1982.
Her var stigningen 10,1 procent.
Selv om der står rekordhøje penge i banken, er det ikke alle, der kan spare lige meget op. Det fremgår dog ikke af tallene, hvordan summerne er fordelt, og hvor stor en andel af befolkningen, der kan spare op for tiden.
- Men der vil selvfølgelig være en forskel. Det er ikke alle, der har den sammen store opsparing, siger Britt Dinesen Christiansen.
I opgørelsen fra Nationalbanken indgår også data fra en række mindre banker, som ikke tidligere er indarbejdet i opgørelsen. Selv uden de data er opsparingerne vokset.
Der er alene tale om, hvor meget folk har stående på deres disponible konti i banken. Pensionsopsparinger og friværdi er ikke en del af tallet.
Ifølge Danica Pension kan det være en god idé at se sin økonomi igennem, især hvis husholdningsbudgettet er presset.
Det kan være, man bør afvikle gæld eller ændre på, hvor meget man sparer op.
- Så det kan være, der er nogle ting, der kan skrues lidt på, så tingene i dagligdagen hænger lidt bedre sammen, siger Britt Dinesen Christiansen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde