Demant-chef fratræder efter sag om usund arbejdskultur
Flere medarbejdere har ifølge undersøgelse ikke sikret god kultur i Demant-afdeling. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters
Der er ikke blevet sikret en sund arbejdskultur i diagnostikafdeling i Demant, mener selskabet.
Arne Boye Nielsen, chef for Diagnostics-afdelingen i høreapparatselskabet Demant, er blevet opsagt sammen med to andre ledende medarbejdere.
Det oplyser selskabet torsdag i en pressemeddelelse.
Medarbejderne fratræder "som følge af en undersøgelse, der afdækker, at de ikke i tilstrækkelig grad har formået at sikre en sund arbejdskultur i Demants diagnostikforretning", oplyser selskabet.
Arne Boye Nielsen har været en del af Demant siden 1990 og haft en række forskellige positioner i selskabet.
Den administrerende direktør hos Demant, Søren Nielsen, bekræfter til finansmediet Marketwire, at der har været kulturproblemer i afdelingen.
- Tillid, integritet og respekt er kulturbærende værdier i Demant, og vi har konkluderet, at disse afgørende værdier ikke er blevet forvaltet på tilstrækkelig vis, siger han i en kommentar til mediet.
- Vi har konstateret, at der er brug for en forandring af ledelseskulturen i Demants diagnostiske forretning - helt i tråd med at være en inkluderende og rummelig arbejdsplads for alle.
Demant oplyser ikke umiddelbart yderligere om, hvad sagen konkret handler om.
Ifølge Demant selv omhandler fratrædelserne ikke forhold med økonomisk betydning for virksomheden.
Arne Boye Nielsen havde også ansvaret for kommunikation. Den administrerende direktør overtager nu ansvaret for det område.
Imens overtager finanschefen ansvaret for diagnostikafdelingen.
Demant laver sundhedsteknologi og -løsninger. Selskabet har 20.500 ansatte globalt i 130 forskellige lande.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde