Den amerikanske centralbank skruer op for renten
Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, har hævet renten fire gange, siden at han fik posten i februar. (Arkivfoto) Foto: Mary F. Calvert/Ritzau Scanpix
Mary F. Calvert/Ritzau Scanpix
En god udvikling i USA's økonomi mindsker behovet for støtte fra landets centralbank, der hæver renten.
Den amerikanske centralbank fortsætter med at stramme sin pengepolitik og mindsker dermed støtten til USA's økonomi, som har været massiv efter finanskrisen.
Centralbanken har onsdag aften hævet den toneangivende rente for fjerde gang i 2018.
Ifølge senioranalytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank er centralbankens støtte til amerikansk økonomi nu på et normaliseret niveau.
- Man kan på en måde sige, at pengepolitikken er holdt op med at være ekstraordinær og i stedet er tilbage til noget mere normalt - ligesom økonomien, skriver han i en kommentar.
Efter finanskrisen sænkede centralbanken renten ti gange mellem 2007 og 2008.
Det skete for at gøre det billigere at låne penge til at skabe vækst, og samtidig blev det billigere for bankerne at skaffe penge.
Fra 2008 og frem til 2014 blev der samtidig købt obligationer for gigantiske milliardbeløb, hvilket sendte penge ud i økonomien.
De seneste år er den amerikanske økonomi igen kommet op i gear. Derfor er den store støtte til økonomien gradvist blevet tilbagerullet.
Det vil fortsætte næste år. Centralbanken varsler dog, at der næppe bliver strammet helt så meget, når kalenderen skifter til 2019. Den venter nu to renteforhøjelser næste år mod tidligere tre.
Ifølge makroanalytiker Mathias Rømer Sprøgel fra Sydbank kan det hænge sammen med, at centralbanken venter lidt lavere fart på verdensøkonomien næste år.
- En eksplosion i handelskrigen, et hårdt brexit, opbremsning i den kinesiske økonomi og en stramning af den globale likviditet fra centralbankerne udgør alle betydelige risikofaktorer for den globale økonomi i det kommende år, skriver han i en kommentar.
Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, har forud for rentemødet været i politisk modvind.
USA's præsident, Donald Trump har direkte advaret mod renteforhøjelser. Han mener, at det vil gøre det dyrere at drive virksomhed i USA.
Renten er nu på 2,25-2,50 procent mod tidligere 2,00-2,25 procent.
Blandt økonomerne var det på forhånd ventet, at renten ville blive hævet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde