Den europæiske inflation stiger en smule efter måneders fald
Selv om inflationen stiger lidt, ser flere økonomer også positive tendenser i fald i såkaldt kerneinflation.
For første gang i fem måneder stiger inflationen en smule.
Inflationen i de lande, der har euroen som valuta, var på 7,0 procent i april, når man sammenligner med samme måned året forinden.
I marts var inflationen på 6,9 procent.
Det viser et estimat fra det europæiske statistikkontor Eurostat ifølge nyhedsbureauet Reuters. Estimatet er offentliggjort tirsdag formiddag.
Inflationsniveauet er dermed stadig højt, hvilket økonomer reagerer på med bekymring.
- Brandærgerligt, lyder det i en skriftlig kommentar fra cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre.
- Omvendt mister kerneinflationen lige en centimeter. Så det er en lidt blandet pose bolsjer i dagens tal for inflationen, som dog ikke overrasker vildt meget.
Når man ser på kerneinflationen, fraregnes visse prisfølsomme fødevarer, og det er et tal, som økonomer har særligt fokus på.
Fraregnes mad- og brændstofpriser i april, var der et fald fra 7,5 procent til 7,3 procent, skriver Reuters.
Senere på ugen holder Den Europæiske Centralbank sit næste rentemøde. Derfor har der også været stort fokus på dagens inflationsmelding, og hvor sejlivet inflationen er.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned