Den europæiske rente holdes i ro for tredje gang i træk

Christine Lagarde, chef for Den Europæiske Centralbank, meddeler, at centralbanken fastholder renten torsdag. Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix

Der er udsigt til en række rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank i løbet af 2024, vurderer økonom.

Offentliggjort Sidst opdateret

For tredje gang i træk holder Den Europæiske Centralbank den ledende rente i ro på fire procent.

Det meddeler banken torsdag eftermiddag efter det seneste rentemøde.

Tendensen skyldes, at der er kommet mere styr på inflationen, skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

- Inflationen er faldet betydeligt i eurozonen og lyder i dag på 2,9 procent, efter at den toppede på mere end ti procent i slutningen af 2022.

- Samtidig viser økonomien svaghedstegn med svækket efterspørgsel og skrumpende økonomier.

Han forventer derfor som mange andre økonomer, at centralbanken kommer til at sænke renten i løbet af året.

- Den lavere inflation i kombination med en svækket økonomi udgør en solid cocktail til kommende rentesænkninger fra ECB's side.

- Vi forventer, at ECB sænker renten 3-4 gange i løbet af 2024, og med en række af svage nøgletal kan den første rentenedsættelse komme allerede til foråret, skriver han.

Renten blev senest hævet i september. Rentehævelsen markerede den tiende i træk i løbet af de foregående 15 måneder.

I juli 2022 var renten på minus 0,5 procent.

Formålet med renteforhøjelserne har været at stoppe og rulle inflationen tilbage i euroområdet.

Ifølge Søren Kristensen, cheføkonom hos Sydbank, bliver det en balancegang for ECB, hvis centralbanken sænker renten.

- Hvis de sænker renten for hurtigt, kan inflationen blusse op igen, men venter man for længe, kan den bløde landing pludselig fordufte, og man ender i en hård landing, hvor europæerne i hobetal mister jobbet.

- Vi hæfter os derfor også ved kommunikationen fra flere ECB-direktører, der har brugt de første uger på at dæmpe investorernes forventninger om, hvor tidlig, og hvor meget renten skal sættes ned i 2024, lyder det i en kommentar.

/ritzau/