Der er arbejdspladser i landbruget

Kronik af Lars Hvidtfeldt, godsejer, formand for Tolvmand-sektionen og medlem af primær-bestyrelsen i Landbrug & Fødevarer:


Det var et kæmpechok for Lolland og Falster, da Vestas i slutningen af oktober lukkede 430 arbejdspladser i Nakskov.

Og som om skaden ikke var stor nok, så er formentlig endnu flere arbejdspladser lukkede i den sidste måneds tid, da underleverandørerne også rammes ved store fyringsrunder. Formentlig er tallet af fyrede nu oppe over 500. 

I sådan en svær situation er det vigtigt, at vi på Sydhavsøerne står sammen. Og så skal vi samtidig spørge os selv: Hvad nu? Hvad skal vi leve af i fremtiden? Hvordan skal vi skabe nye arbejdspladser? 

I mine øjne er det oplagt at satse på noget af det, vi er bedst til på Sydhavsøerne, nemlig landbrug. At landbruget er en del af løsningen, er måske ikke så overraskende et budskab fra mig, der hele arbejdslivet har været engageret i erhvervet. 

Jeg vil dog gerne pege på en række konkrete områder, hvor vores landbrugsproduktion allerede er langt fremme, og hvor Sydhavsøernes kvalitetsmuld i endnu højere grad kan udnyttes til at skabe nye typer af arbejdspladser.

Næsten 10 procent af de beskæftigede på Sydhavsøerne arbejder i landbruget eller landbrugets følgeindustri. Og landbruget på Sydhavsøerne er da også landskendt på en række områder: Vi producerer sukker i stor stil - hvoraf en meget høj andel eksporteres.

Vi har et stort kornoverskud, som blandt andet kan bruges til brød eller dyrefoder og dermed i forædlingsarbejdet. Vi er blandt de bedste, når det gælder produktion af græsfrø og kløverfrø. Og så leverer vi hovedparten af verdens forbrug af spinatfrø. 

Desuden er vi på grund af Sydhavsøernes frugtbare jord og milde klima et af de områder, som har en væsentlig produktion af frugt i Danmark. Traditionelt set er Sydhavsøerne dygtige til at producere maltbyg, med en høj eksportandel. Og så har vi gennem århundrede haft en lang række produktive herregårde, som i dag leverer nicheprodukter inden for blandt andet frugt, ost, vin og øl.

På alle disse områder har Sydhavsøerne naturlige styrkepositioner, som vi bør satse på og udbygge. Det kræver naturligvis vilje og knofedt. Men det er også essentielt, at vi gør politikerne opmærksomme på, at landbruget skal have ordentlige rammevilkår for at kunne udvikle sig og være i stand til at operere på de internationale markeder, hvor evnen til både at kunne konkurrere på pris og kvalitet er afgørende for overlevelse. 

Mere konkret tænker jeg på initiativer i Grøn Vækst, en kommende pesticidafgift samt reduktioner i bruges af kvælstof eller afgifter på kvælstof. Her skal politikkerne sikre, at de i stedet for barriere skal skabe intelligente løsninger, der fremmer innovation og vækst - og som dermed skaber arbejdspladser.

Landbruget er også en del af løsningen, når det gælder nye forretningsområder: Energi fra biobrændstoffer er et godt eksempel. Landbrug & Fødevarer har beregnet, at man på landsplan kan skabe over 8.000 arbejdspladser inden for ti år ved at satse på eksempelvis energiafgrøder, biogas og bioethanol. 

Derudover er der arbejdspladser at hente i omlægningen og også på de afledte beskæftigelseseffekter. Nogen af disse arbejdspladser så jeg gerne gå til Sydhavsøerne, især fordi vi har en del halm, som naturligt kan indgå i en grøn energiproduktion. 

I det hele taget er vejen frem, at landbruget ikke kun ser sig selv som fødevareproducent, men også som leverandør af energi og råvarer til andre brancher, til eksempelvis medico-industrien.

Naturbevarelse og oplevelsesturisme er et andet oplagt område at satse på. Som forvalter af en stor del af Danmarks natur bør landbruget i endnu højere grad tænkes ind i forhold til den stigende oplevelsesturisme, hvor turister besøger gårde og nyder godt af Danmarks billedskønne natur. Her bør et øget samarbejde med turistbranchen være et vigtigt indsatsområde i fremtiden. 

Selvom Landbrug & Fødevarer har anslået, at der på landsplan kan skabes 40.000 arbejdspladser ved at satse på nye forretningsområder som grøn energi og oplevelsesturisme, ligger alle nye jobs ikke kun her. Man ved, at for hver bæredygtig arbejdsplads, der bliver skabt i primærlandbruget, skabes der yderligere 1,3 ny arbejdsplads i fødevareindustrien og tilknyttede erhverv.

Så hvis landmænd, lokal- og nationalpolitikere, erhvervsfolk og befolkningen på Sydhavsøerne vil bakke op om og være med til at udvikle egnens landbrug, er jeg ikke i tvivl om, at erhvervet kan være med til at vinde mange af de tabte Vestas-arbejdspladser tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret