Der er en halv millioner huller i vejene

Smukt og fredfyldt ser det ud, når sneen daler blidt over det danske land. Men skal man ud på de danske veje i det vinterlige landskab, skal man regne med, at der er stor risiko for at få et af hjulene ned i et hul i vejen.

Asfaltindustrien regner med, at der rundt regnet er en halv million huller i de danske veje . Det tal er lige nu stærkt stigende på grund af den tidligere og hårde vinter, der har ramt landet. Og det kommer til at koste ekstra, når hullerne skal laves.

- En normal vinter koster cirka en milliard kroner. Hertil kommer udgifter til snerydning. Denne unormalt tidlige og kolde vinter er på vej til at koste to milliarder, siger Anders Hundahl, direktør i Asfaltindustrien.

At udgiften fordobles skyldes først og fremmest, at vejene ikke har været vedligeholdt ordentligt, da frosten satte ind.

- Sagen er, at det øverste, tynde slidlag - vejens regnfrakke - de fleste steder i landet ikke er vedligeholdt ordentligt. Der er huller og revner, forklarer Anders Hundahl.

Vand og frost kan for alvor få fat og ødelægge vejene. Og oveni milliardudgiften kommer udgifterne til ekstra snerydning på et trecifret millionbeløb.

Med lidt forberedelse kan kommunerne spare op til fem procent. Derfor skal de allerede nu til at begynde at planlægge, hvordan vejene skal repareres.

- Vi skal nemlig ikke gentage fejlen fra foråret 2010, hvor vi kom alt for sent i gang med asfaltarbejdet, blandt andet fordi der i kommunerne var usikkerheder om budgetterne, siger Anders Hundahl og fortsætter:

- Ved at gå i gang nu kan vi komme i gang med reparationer og belægninger, så snart frosten går af jorden og dermed forlænge asfaltsæsonen.

De fem procent, som kommunerne kan spare, fordeler sig på sparede dagpenge, færre overarbejdspenge og bedre kapacitetsudnyttelse.

/ritzau/

Danske veje falder fra hinanden, når sne falder og frost bider. Og det betyder tusindvis af huller i vejene.

Offentliggjort Sidst opdateret