Der er ingen Waoo-faktor ved fællesantennen

Foto: Foto©Jan Knudsen

Priserne stiger i Maribo men kunderne får stadig ikke digitalt tv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Snart er det ti måneder siden digitalt tv blev hverdag i Danmark, men for Dansk Bredbånds kunder i Maribo er kvaliteten stadig som før den digitale tidsalder. I juni blev Dansk Bredbånd opkøbt af fibernet-selskabet Waoo, men ingen af kunderne i Maribo har endnu haft lyst til at udtrykke sig med det ord. I stedet for er der i byen en følelse af frustration.

Siden november har de kæmpet for at få digitalt tv til byen, men trods masser af løfter er intet sket. Måske fordi løftet ikke er så nemt at opfylde.

Per Eckert er en af de kunder, der flere gange har kontakte selskabet, og han har flere gange fået at vide, at forbindelsen til Maribo er i orden, og at de fleste kan se digitalt tv. Efter råd fra Dansk Bredbånd har han forsøgt flere ting, for at få de digitale signaler på sit tv.

- Til sidst sendte Dansk Bredbånd en tekniker, der kom fra Dansk Kabel-TV i Vordingborg. Han kunne hurtigt give en forklaring på, at jeg ikke kunne se digitalt tv, forklarer Per Eckert.

Teknikeren kan nemlig hurtigt se, at anlægget i Maribo kun kan sende op til frekvens 500, mens de digitale signaler alle er placeret over den frekvens. Han slår hurtigt fast over for Per Eckert, at stort set ingen i Maribo vil kunne se digitalt tv via fællesantennen.

Både Per Eckert og naboen Bjarne Winkel er trætte af kampen mod Dansk Bredbånd, ikke mindst fordi informationerne til kunderne er ikke eksisterende. Den eneste besked, som selskabet har sendt ud er en orientering om prisstigninger på 50 kroner om måneden.

- Vi skal betale mere for noget som ikke virker, og når vi kontakter selskabet får vi løgnehistorier, siger Bjarne Winkel.

Begge kunder overvejer nu at forlade Dansk Bredbånd, hvis ikke selskabet snart får løst problemet med det manglende digitiale tv.

Folketidende har forsøgt at få en kommentar fra Dansk Bredbånd - men uden held.