Der er vækst hos Dagbladet Børsen trods færre annoncekroner
Børsens omsætning steg i løbet af året tre procent til 324 millioner kroner. Ledelsen havde forventet en vækst på mellem fire og otte procent. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Højere indtjening fra abonnenter giver tre procents vækst i Børsens omsætning, selv om annonceindtægt falder.
Hos mange medier er indtjeningen presset som følge af, at indtægterne fra salg af annoncer falder.
Men det gælder ikke hos Dagbladet Børsen. Mediet har således løftet sit resultat med knap 12 procent til 44,8 millioner kroner sidste år, viser årsregnskabet.
Børsen mærker ellers også, at salget af annoncer falder, skriver ledelsen i regnskabet. Men det opvejes af blandt andet en vækst i indtjeningen fra abonnementer.
Børsens omsætning steg i løbet af året tre procent til 324 millioner kroner.
Ledelsen havde forventet en omsætningsvækst på mellem fire og otte procent. Årsagen til, at forventningen ikke blev indfriet, er, at indtægterne fra salg af annoncer er faldet.
- Børsen har valgt en klar strategi, hvor vi satser på faktabaseret journalistik af høj kvalitet uden at ville pådutte vores læsere ideologiske holdninger, siger Børsens topchef og chefredaktør, Bjarne Corydon, i en kommentar til regnskabet.
- Det er tankevækkende og meget opmuntrende, at vi på det grundlag i 2023 har formået at trodse den nedadgående trend i resten af mediebranchen, lyder det videre.
For flere danske medier har 2023 været et presset år, der har resulteret i besparelser og fyringsrunder.
Blandt andet Jysk Fynske Medier, Dagbladet Information, Jyllands-Posten og Sjællandske Medier har sagt farvel til medarbejdere i 2023.
Ifølge en optælling fra fagbladet Journalisten var der skåret mere end 200 redaktionelle stillinger på landets aviser i 2023 frem til september.
Torsdag har mediekoncernen Aller Media også offentliggjort årsregnskab for 2023. Koncernen havde sidste år et underskud på 26,7 millioner kroner.
Her har året ligeledes været præget af faldende indtægter på annoncemarkedet, skriver ledelsen.
Faldet er sket både inden for print og digitalt. Digitalt har opbremsningen været påvirket af ændringer i Facebooks algoritme, lyder det.
Aller Medias omsætning er faldet lidt mere end ti procent til 621,8 millioner kroner i 2023.
- Selskabet har i regnskabsåret gennemført store besparelser på omkostningerne, men besparelserne har vist sig ikke at have været tilstrækkelige til at kunne opveje den negative effekt af omsætningsfaldet, skriver ledelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker