Sammenlignes marts med samme måned sidste år, er det samlede forbrugerprisindeks steget 0,6 procent, viser tal
Ritzau RitzauRitzau
OffentliggjortSidst opdateret
Prisstigningerne på de danske varer er fortsat beskedne, trods en stigning i marts.
Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik, der er offentliggjort fredag.
Forbrugerprisindekset var i marts 0,6 procent højere end i samme måned sidste år. De danske forbrugerpriser stiger dermed med lidt større fart end de forudgående par måneder.
Når forbrugerpriserne renses for energi og ikke-forarbejdede fødevarer, er de det seneste år steget med 1,2 procent.
Og i en tid, hvor der ser ud til at komme lidt mere gang i dansk økonomi, er det godt, at prisudviklingen er så afdæmpet, som vi ser den i øjeblikket, vurderer Mira Lie Nielsen, økonom i Dansk Erhverv.
Annonce
- Meget lave prisstigninger giver danskerne en større købekraft, og der kan dermed komme flere varer i indkøbsvognen for de samme penge.
- Øget forbrug er en af nøglerne til fortsat øget vækst og flere arbejdspladser, siger Mira Lie Nielsen i en pressemeddelelse.
Hos Sydbank hæfter makroøkonom Peter Bojsen Jakobsen sig ved, at faldet i olieprisen, som ramte verdensøkonomien sidste efterår, fortsat er blandt hovedforklaringerne bag den lave inflation.
Han vurderer også, at den lave oliepris vil fortsætte med at lægge en dæmper på inflationen frem til andet halvår af 2015.
- Stigningen i inflationen kommer, samtidig med at flere indikatorer peger i retning af en øget forbrugslyst hos de danske forbrugere, siger makroøkonomen i en skriftlig kommentar.
Sammenholdt med en fortsat svag kronekurs forventer Sydbank, at den spirende forbrugslyst hos danskerne vil være med til at få inflationen til at stige i løbet af 2015.
- Dansk økonomi ser dermed ud til at ryste sig fri af det vækstdræbende deflationsspøgelse, siger Peter Bojsen Jakobsen.
Men kommer der endnu et tilbageslag i dansk og europæisk økonomi, kan deflationsscenariet dog hurtigt blive aktuelt igen, påpeger Sydbanks makroøkonom.
FAKTA: Disse varer er blevet dyrere
Det samlede forbrugerprisindeks steg i marts 0,6 procent i forhold til samme måned sidste år. Fratrukket energi og ikke-forarbejdede fødevarer steg indekset dog 1,2 procent. Her følger en oversigt over, hvor meget priserne enten er steget eller faldet for enkelte varegrupper, når marts 2015 sammenlignes med samme måned 2014: * Fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer: + 1,3 procent. * Alkoholiske drikkevarer og tobak: + 0,1 procent. * Beklædning og fodtøj: + 0,7 procent. * Bolig: + 0,2 procent. * Boligudstyr, husholdningstjenester: + 1,0 procent. * Sundhed: + 1,0 procent. * Transport: - 0,4 procent. * Kommunikation: - 2,9 procent. * Fritid og kultur: + 1,1 procent. * Uddannelse: + 2,8 procent. * Restauranter og hoteller: + 1,9 procent. * Andre varer og tjenester: + 1,4 procent.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde