Der er en stigende frygt blandt landets førende økonomer for, at Grækenland vil gå bankerot, samt at den europæiske møntunion vil bryde sammen.
Hver femte økonom i Ritzau og RB-Børsens økonomiske panel ser en bankerot som den mest sandsynlige udgang på grækernes gældsproblem, mens mere end halvdelen tror på, at grækerne klarer krisen.
Cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian mener, at møntunionens fremtid beror på politikernes vilje til at gennemføre de hestekure, der skal til og på viljen til at holde sammen på eurosamarbejdet.
- Risikoen for et sammenbrud er reel. Det har de finansielle markeder indset de seneste tre til fire måneder. Helt ærligt, vi kan ikke vide, om det sker, for vi har aldrig været i en tilsvarende situation, siger Steen Bocian, men tilføjer:
- Vores vurdering er, at der er politisk vilje til at holde sammen på møntunionen.
Det tror cheføkonom i Saxo Bank, David Bakkegaard Karsbøl imidlertid ikke på.
- EU's milliardplan for at redde Grækenland øger gælden til 149 procent af BNP i 2013, samtidig med at statsunderskuddet bliver bragt ned under tre procent af BNP. Skal den plan lykkes, skal Grækenland have en økonomisk vækst på tre procent årligt, og det er urealistisk, siger David Bakkegaard Karsbøl.
Cheføkonomen mener, at det er en politisk beslutning, der vil få eurosamarbejdet til at kollapse.
- Inden for ti år vil det være evident, at der er så store omkostninger ved at køre eurosamarbejdet, at den kritiske masse af politikere vil gøre noget ved det. Til den tid eksisterer euroen ikke i den nuværende form, siger David Bakkegaard Karsbøl.
Han betegner det derfor som "nærmest et ufatteligt held" at Danmark står udenfor.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker