Renten stiger. Det er Den Europæiske Centralbank (ECB), der har sat renten op fra en procent til 1,25 procent.
Det oplyser banken torsdag.
Det er første gang siden maj 2009, at renten i Euroland nu bliver på over én procent. Og rentestigningen er ventet blandt økonomer og kommer derfor ikke som nogen overraskelse.
Det er første gang siden august 2008, at ECB sætter renten op.
Det ventes, at Nationalbanken følger efter klokken 16 torsdag, hvor den ledende rente forventes at blive sat op til 1,3 procent fra 1,05 procent.
Nationalbanken valgte senest at sætte den danske rente ned den 14. januar 2010. Og med en rente på blot 1,05 procent har det været den laveste i Nationalbankens 200-årige historie.
Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen siger, at ECB er bekymret for, at de høje energi- og fødevarepriser skal få afsmittende effekt på andre priser og løndannelsen i økonomien.
- Som billedet er lige nu, står det klart, at perioden med rekordlave renter er overstået, og vi vil ikke blive overraskede over, at dagens renteforhøjelse følges op af endnu en renteforhøjelse i juni eller juli, siger Jes Asmussen.
Hvis Nationalbanken følger efter senere torsdag, vil renten dog fortsat være lav, understreger cheføkonomen.
- Men signaleffekten fra renteforhøjelsen kan få indflydelse på stemningen i erhvervslivet og blandt forbrugerne, da det vil blive endnu mere lysende klart, at perioden med rekordlave renter er overstået, siger han.
Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, forventer heller ikke, at dagens renteforhøjelse er en enlig svale. Han forventer en rente i omegnen af to procent til januar 2012.
- Tilbage i efteråret var det fristende for mange låntagere at overveje, om man kunne nuppe endnu et år med rekordlav rente, og her relativ kort tid efter kan man altså konstatere, at der er sket en hel del på rentefronten, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde