Det skal være slut med gift i friluftstøj fra Gore-Tex

Gore Fabrics vil udfase PFC i sine produkter inden 2020. Et kæmpe fremskridt for branchen, mener Greenpeace.

Offentliggjort Sidst opdateret

Snart kan det være slut med at købe vandrestøvler og andet friluftsudstyr med skadelige stoffer i.

I hvert fald hvis der står Gore-Tex i mærket.

Gore Fabrics, der producerer Gore-Tex, har nemlig fremlagt en plan om at udfase de såkaldte PFC-stoffer, også kaldet perfluorerede stoffer. De skal i stedet byttes ud med miljøvenlige alternativer.

PFC-stoffer anvendes i produktionen af vandafvisende membraner. De findes derfor blandt andet i emballage til fødevarer og i imprægnering til tekstiler.

Miljøorganisationen Greenpeace har siden 2011 kæmpet for at få de store tøjproducenter til at udfase brugen af farlige kemikalier i tøjproduktion og i særdeleshed PFC-kemikalierne. Her kalder man udviklingen en "gamechanger."

- Det er ikke bare et kæmpe fremskridt på vejen til en mere miljøvenlig produktion for Gore Fabrics, når de nu lover produkter fri for skadelig PFC.

- Det er en gamechanger for store dele af branchen, siger Mads Flarup Christensen, der er generalsekretær hos Greenpeace i Norden, i en pressemeddelelse.

Gore Fabrics ser også et behov for nye og mere miljøvenlige produkter på markedet.

Det siger producentens bæredygtighedschef Bernhard Kiehl.

- Som markedsledende i denne sektor er Gore Fabrics begejstret over at have mulighed for at skabe en meningsfuld forandring i friluftsindustrien.

- Det gør vi ved at investere stort i at udvikle nye teknologier, der er fri for miljøskadelige PFC'er, siger han.

Udfasningen skal ifølge Gore Fabrics foregå i to trin.

Først skal PFC-kemikalierne udfases i de generelle materialer inden 2020. Det dækker 85 procent af produkterne. Derefter skal et beskyttende materiale, der dækker de øvrige 15 procent, udfases inden 2023.