- Detailhandelen bliver truet med den nethandelsretorik

Erhvervs- og Citychef André Andersen, Vores Nykøbing. Foto: Flemming Keith Karlsen/Arkiv

35 handelsbyer, blandt dem også lokale, i fælles appel til regering og sundhedsmyndigheder om opfordring til nethandel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er blevet sagt på pressemøder flere gange under coronakrisen.

Statsminister Mette Frederiksens (S) opfordringer til at foretage indkøb online for at undgå mest mulig risiko for coronasmitte.

Det skete senest i sidste uge, da yderligere restriktioner blev meldt ud til danskerne.

Det har fået 35 handelsbyer i provinsen landet over til at gå sammen om en appel i et åbent brev stilet til statsminister Mette Frederiksen (S), erhvervsminister Simon Kollerup (S) og direktør Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen (Se brevet nederst på denne side red.)

Handelsbyerne appellerer i brevet til, at der i stedet bliver bakket op om den danske detailhandel.

Medunderskrivere på det åbne brev er blandt andre Nakskov Handel & Erhverv og Vores Nykøbing.

- Detailhandelen er i forvejen presset, og den retorik, som regering og sundhedsmyndigheder benytter sig af, presser detailhandelen yderligere. Det er en direkte trussel mod detailhandelen, lyder det fra eventmanager Katrine Hartmann, Nakskov Handel & Erhverv.

Hun peger nemlig på, at der i opfordringen om at handle online i stedet for i fysiske butikker skabes en frygt for at handle i detailhandlens butikker.

- Myndighederne har ikke lukket detailhandlen, men det bliver sagt mellem linjerne, at det er farligt af handle i fysiske butikker. Vi overholder alle anbefalinger, som sundhedsmyndighederne er kommet med, påpeger Katrine Hartmann.

Hun vurderer, at julehandlen i høj grad lider under opfordringerne om nethandel.

- På en normal december-dag er der godt med mennesker i gågaden. Det er slet ikke på samme niveau nu. Hver gang myndighederne kommer med opfordringerne om at handle online, så kan det ses på færre mennesker i gågaden, vurderer hun.

- Regeringen og sundhedsmyndighederne skal lave retorikken om. Sker det ikke, så frygter jeg, at handelsbyerne vil dø, slår Katrine Hartmann fast.

Eventmanager Katrine Hartmann, Nakskov Handels & Erhverv. Foto: Claus Hansen/Arkiv

Folkesundhed først

Erhvervs- og Citychef André Andersen, Vores Nykøbing, erklærer sig enig.

- Jeg vil godt understrege, at folkesundheden kommer i første række, slår han fast.

- Men kæden hopper af, når en øget onlinehandel så medfører, at folk står oveni hinanden i pakkeshops for at hente pakker købt online, siger André Andersen, der påpeger, at han med egne øjne har set det flere steder.

Han mener derimod, at detailhandelens butikker er mere coronasikre at handle i.

- Detailhandelen er dimensioneret til at sprede mange mennesker ud over mange kvadratmeter i mange butikker i en hel midtby. Diverse pakkeshops er ikke dimensioneret til at håndtere mange kunder på samme tid, vurderer han.

Også André Andersen mener, at opfordringerne fra regering og myndigheder om at handle online er en direkte trussel mod livet handelsbyerne.

- Hvis man vil handle online, så er det min opfordring at gøre det hos de lokale webshops i stedet for hos store udenlandske, siger han.

André Andersen håber, at det åbne brev vil gøre indtryk, og at retorikken vil blive mere nuanceret.

- Man skal huske, at sundhedsmyndighederne er kommet med en lang række restriktioner og anbefalinger, som skal medvirke til, at det netop er sikkert at handle i de fysiske butikker. Hvis det udgjorde en sundhedsrisiko, så havde myndighederne vel tvangslukket butikkerne, siger André Andersen.

Det åbne brev kan du læse her: KLIK HER