DF: Slap af med klimaplanerne, Lykke Friis

En række aktører rykker i klima- og energiminister Lykke Friis (V) for at få handlingsplanerne bag et fossil-frit Danmark i 2050 lagt på bordet.

Der bliver arbejdet på højtryk, forsikrer ministeren, der gerne havde set, at planerne lå klar inden jul.

Men der er ingen grund til at haste, lyder Dansk Folkepartis indspark i debatten.

- Slap af, simpelthen. Tag det roligt, er opfordringen til Lykke Friis fra partiets klimaordfører, Per Dalgaard.

- Vi har verdens mest effektive kulfyrede kraftvarmeværker. Jeg kan med min bedste vilje ikke se, at vi skal lukke dem i morgen, siger han om behovet for, at Danmark skal gøres uafhængig af fossile brændsler.

Dette flugter absolut ikke med hverken Lykke Friis' eller en række centrale klimaaktørers holdning til spørgsmålet.

Både formanden for regeringens klimakommission, Katherine Richardson, DI Energibranchen, Dansk Energi samt tænketanken Concito er så ivrige efter at se handlingsplanerne, at de har kritiseret Friis for at være for langsom.

Den type udmeldinger giver DF's Per Dalgaard ikke meget for.

- Det er en ideologisk baseret diskussion. Venstrefløjen vil holde den grønne fane så højt, at de mister jordforbindelsen, siger han.

Det er endnu uvist, hvornår handlingsplanerne, der laves på baggrund af en rapport fra klimakommissionen, ligger klar.

/ritzau/

Hast ikke med handlingsplanerne om et fossilfrit Danmark, lyder DF's opfordring til Lykke Friis.

Offentliggjort Sidst opdateret