DFDS erstatter brændt passagerskib

DFDS genoptager sejladsen på ruten mellem Kiel og Klaipeda på søndag efter sidste weekends voldsomme skibsbrand.

Rederiet har chartret det kombinerede fragt- og passagerskib Baltic Amber fra rederiet Stena RoRo.

Skibet skal sejle på ruten indtil videre i stedet for det brændte skib Lisco Gloria.

Baltic Amber er bygget i 2007 i Italien og har - ud over næsten samme fragtkapacitet som det brændte skib - plads til 400 personer inklusiv besætning, oplyser DFDS.

Med det chartrede skib er DFDS tilbage på normal sejlplan med seks ugentlige afgange på ruten mellem Klaipeda og Kiel.

/ritzau/

DFDS har chartret et passagerskib til erstatning for det brændte Lisco Gloria. Sejladsen mellem Kiel og Klaipeda genoptages søndag.

Offentliggjort Sidst opdateret